I en nordlig landsby, på kanten af de fjerne finske skove, boede en gammel skovfoged. Han delte hus med sin datter, hendes mand og deres lille søn — en stille, lyshåret dreng, som bedstefar ville gøre alt for.
En sommerdag gik skovfogeden ind i skoven for at plukke blåbær — han ville glæde sit barnebarn med friske bær. Han kendte disse egne som sin egen bukselomme og gik derfor langt ind, der hvor bærrene var størst, og luften tungere.
Han satte sig på hug, stillede kurven ved siden af sig og begyndte at plukke — opslugt og roligt. Han blev så optaget, at han ikke bemærkede, at han stod ved kanten af en dyb grop. Pludselig lød et truende brøl gennem stilheden.
Foran ham stod en bjørn. Stor, årvågen, med puffende vejrtrækning, som om den ville straffe den uinviterede gæst.
Men skovfogeden mistede ikke besindelsen — han gik aldrig i skoven uden sit gevær. Han løftede det og affyrede et skud. Ekkoet rungede mellem træerne, bjørnen sprang til siden… men gik ikke væk.
Så forstod skovfogeden, at det ikke var ham, den var vred på. Et par skridt væk lå en bjørneunge på jorden, lille og ynkelig, med en pote fastklemt i en fælde. Og moderbjørnen stod ved siden af, ude af stand til at hjælpe.
Manden nærmede sig langsomt. Han tog sin lommekniv frem, åbnede forsigtigt fælden og befriede dyret. Bjørneungen løb hen til sin mor, og skovfogeden, uden at vente på hendes reaktion, skyndte sig væk.
Han gik hurtigt, mens grenene knækkede bag ham. Det føltes som om, nogen fulgte efter. Først da han nåede skovkanten, turde han vende sig om — og så hende. Moderbjørnen stod blandt træerne og så på ham. Længe. Ikke med vrede, ikke truende. I dens blik var noget menneskeligt — som taknemmelighed. Men dengang forstod skovfogeden det ikke. Han troede blot, han havde undgået et angreb.
Et år gik.
Om aftenen sad den gamle mand ved vinduet og ventede på sin datter og svigersøn — de var kørt til byen for at hente en barneseng. Familien ventede på en ny tilføjelse, og skovfogeden kiggede konstant mod vejen. Men solen gik allerede ned, og de var stadig ikke kommet.
Pludselig stormede en nabo ind i huset — bleg og forpustet.
— Katastrofe! — råbte han. — Der går en bjørn rundt i landsbyen! Med blodig mund! Og den har noget i tænderne!
Skovfogeden greb sin jakke og løb ud. Folk samlede sig, råbte og affyrede skud i luften. Moderbjørnen stod på skovkanten uden at flygte langt væk. Da den så den gamle mand, sænkede den pludselig hovedet, gik nærmere og lagde noget indhyllet i et rødt tæppe på jorden. Derefter trak den sig roligt tilbage.
Skovfogeden frøs. Han genkendte den. Den samme moderbjørn.
Han gik frem. På græsset, pakket ind i datterens kjole, lå spædbarnet. Levende. Hans barnebarn.
Hans hjerte sprang et slag over. Han forstod, at dyret ville have ham til at følge efter. Og det gjorde han. Moderbjørnen gik langsomt, hele tiden kiggende bagud, indtil de nåede en gammel, forfalden bro. Under broen var et fald, sten og to mennesker.
Svigersønnen var død. Datteren trak kun vejret svagt.
Med hjælp fra naboerne fik de hende reddet. Lægerne sagde senere, at det var et mirakel, at hun overlevede. Da kvinden vågnede, fortalte hun, at hun havde overbevist sin mand om at gå til fods ad velkendte steder. Brædderne kunne ikke holde, de faldt ned, og hun gik i panik — hvilket satte fødslen i gang. Hun huskede kun, hvordan bjørnen nærmede sig — og så blev alt sort.
Så forstod den gamle mand alt. Moderbjørnen havde betalt sin gæld. Den havde reddet hans barnebarn — ligesom han engang havde reddet dens unger. Han huskede blikket fra skoven. Ikke vrede — taknemmelighed. Denne gang kunne han se det klart.