Klokken var omkring seks om morgenen. Jeg åbnede døren for at lukke den kølige morgenluft ind, og… frøs. På kanten af haven, lige ved verandaen, stod en bjørnemor. Stor, udmattet, rystende. Hendes åndedræt var tungt, og øjnene var fugtige, som om hun græd. Det var ikke et rovdyrs blik. Det var en mors blik, som ikke havde noget sted at gå hen.
Jeg ville lukke døren, hånden rakte allerede efter geværet, men jeg kunne ikke. I hendes blik var der hverken vrede eller trusler. Kun en bøn.
Hun tog et skridt frem, så et til — og placerede forsigtigt en lille pelsklump foran sig. Ungen lå ubevægelig. Bjørnemoren trådte et skridt tilbage og kiggede blot på mig.
Så begyndte en morgen, jeg aldrig vil glemme.
Gaven ved verandaen
Bjørneungen var lille, tynd og vejede næsten ikke. På poten var der mørk, tørret blod. Brystet bevægede sig kun svagt, men hjertet slog. Jeg sagde højt, uden at vide hvorfor:
— Jeg vil prøve at hjælpe, okay?
Bjørnemoren bevægede sig ikke. Hun satte sig blot og betragtede, som om hun forstod hvert eneste ord.
Jeg pakkede forsigtigt ungen ind i en skjorte og tog den med ind i huset. Stillet ved siden af en varmeblæser og lagt i et varmt rede af håndklæder. Jeg fugtede læberne med en dråbe varmt vand med honning — han rørte svagt på sig. Jeg ringede til min bekendte dyrlæge Mikkel:
— Der ligger en bjørnemor med en unge på min veranda.
Han tav et øjeblik og sagde så kort:
— Grå. Giv ham ikke noget tungt at spise. Vent på rehabilitator.
Udenfor sad bjørnemoren stadig, ubevægelig, som en vagt. Ingen brummen, ingen aggression — kun tålmodighed og tillid.
Kampen for livet
Ved middagstid blev vejrtrækningen mere rolig, men poten var hævet. Jeg behandlede såret, og bjørneungen skreg svagt — han levede. Vi kørte til dyrespecialist Jenny.
— Bid fra en voksen han, — sagde hun efter undersøgelsen. — Det sker. Hanner dræber ofte andres unger for at hunnerne skal komme i brunst igen.
Jeg knyttede hænderne. Jenny tilføjede blødere:
— Han er en fighter. Du kom til tiden. Der er en chance.
Vagten ved skoven
Da jeg kom hjem, så jeg hende igen. Bjørnemoren var ikke gået. Hun sad ved vejen, stille og årvågen. Jeg satte ungen i en kasse på jorden lidt væk. Hun kiggede på den, så på mig — og lagde sig til side som på vagt.
Om natten sov jeg ikke. Heller ikke hun. Vi sad overfor hinanden, hver på sin side. Jeg tjekkede ungens vejrtrækning og hviskede i stilheden:
— Hold ud, lille ven. Du skal overleve.
Menneskets indblanding
Et par dage senere kom naboen Lars, så bjørnemoren og hvæsede:
— Er du skør? Hun er jo vild!
Så kom en assistent fra sheriffen:
— Rangerne ved allerede det. Hvis de finder ud af, at du holder et vildt dyr, tager de det. Og ikke nødvendigvis i live.
Jeg vidste, det var tid til at handle. Ungen var stærk, spiste allerede udblødte bær, gik rundt og logrede akavet med poterne. Han var ikke bange for mig.
Hjemkomsten
Vi kørte ud i skoven. Jeg satte transportkassen på jorden og trak mig tilbage. Bjørnemoren kom frem fra træerne — stille, majestætisk, som en skygge.
Ungen kravlede ud, snusede luften og kiggede på hende. Hun kom hen, snuste til ham og kiggede så på mig. Og pludselig skubbede hun ungen mod mig.
Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Det var, som om hun sagde:
— Nu er han din.
Og så gik hun bare ind i skoven. Ingen brummen, ingen lyd.
Mellem to verdener
To måneder gik. Bjørnemoren kom ikke tilbage. Bjørneungen bor nu tæt på — hverken helt tam eller helt vild. Han sover under verandaen, går i skoven, men kommer altid tilbage, når jeg stiller skålen frem.
Nogle gange om natten løfter han hovedet og kigger ind i mørket — som om han kan høre hende et sted langt væk. Jeg lader altid lyset stå tændt på verandaen.
Han er vokset op. Stærk, forsigtig. Hans plads er mellem den vilde skov og menneskets hjem. Og det virker som om, det er præcis dér, jeg også lever nu.