— Anton, pas på, tryk ikke på Balder, — Stas’ stemme lød skarpere, end han havde tænkt sig.
Den treårige dreng reagerede ikke. Han klyngede sig blot tættere til den store schæferhund, med ansigtet begravet i den tætte pels. De grå pyjamasbukser med gule biler var rynkede ved knæene, og de små hænder greb hundens hals som om, de aldrig ville slippe.
Balder bevægede sig ikke. Kun spidsen af halen slog rytmisk mod sofaen — roligt, sikkert, som om han lige her, i drengens arme, følte sig hjemme i hele verden.
— Igen det samme, — sukkede Stas træt og gnubbede tindingerne.
Fra køkkenet trådte Ira frem. Håret var sat op i en løs knold, skygger under øjnene vidnede om søvnmangel.
— Råb hjælper ikke, — sagde hun stille. — Det vil kun skræmme ham.
— Han skal sove i sin seng, Ira. Ikke klistret til hunden, — svarede Stas irritabelt.
— Måske er sengen tom uden Balder, — sagde hun blidt. — Og uden mig også.
Stas kastede hende et kort blik, men sagde intet.
Stuen lignede et slagmark — legetøj under bordet, opvask, breve og regninger på sofaens armlæn. Ira løftede et konvolut, rynkede panden og lagde det tilbage.
— Anton, lad os gå i seng, — forsøgte Stas blidt.
— Nej, — mumlede drengen ind i hundens pels. — Jeg er hos Balder.
Ira satte sig ned ved siden af ham og rørte forsigtigt ved hans skulder.
— Skat, far har ret. Lad Balder ligge ved siden af, men du sover i din seng.
— Nej! Mor sagde — med Balder også! — råbte Anton og greb hårdere.
Balder bevægede sig ikke. Han lukkede blot øjnene, som for at sige ja.
— Du har forkælet ham, — sagde Stas skarpt. — Han skal vænne sig til os, ikke hunden.
— Sig ikke sådan, — blinkede Ira. — Uden Balder ville han slet ikke sove! Tror du ikke, jeg ser, hvordan han holder fast, som om det er det sidste, han har tilbage af sin mor?
Luften blev tung. Stas kiggede væk og mumlede:
— Du er ikke hans mor, Balder.
Hunden sukkede stille og slikkede drengens pande.
Sådan gik dagene og nætterne — med skænderier, træthed og det uundgåelige: «Jeg sover med Balder».
— Fem minutter, så sover du, ok? — forsøgte Ira træt at overtale.
— Mor sagde — pas på Balder, — svarede han.
Ordene ramte som en kniv. Ira blev bleg, Stas sænkede hovedet.
— Lad det være, — mumlede han og smækkede døren til soveværelset.
Senere, liggende i mørket, sagde han næsten hviskende:
— Han vælger hunden, Ira. Ikke mig.
— Måske fordi hunden aldrig råber af ham, — svarede hun stille.
Stas vidste ikke, hvad han skulle svare.
To uger senere brød et kraftigt regnvejr løs over byen. Vinden hylede i skorstenen, regnen hamrede mod ruderne. Om natten vågnede Stas af en mærkelig stilhed. Ingen raslen, ingen vejrtrækning, ingen klaprende poter.
Han sprang op og løb ind i stuen.
Anton og Balder lå som altid sammen. Drengen omfavnede hunden, trykkede sig ind til dens hals. Men deres brystkasser bevægede sig ikke.
— Anton?.. — stemmen dirrede.
Stilhed.
— Ira! — råbte han gennem huset.
Hustruen kom løbende, ansigtet hvidt.
— Nej… Herre, nej!
Stas rystede drengen og derefter hunden. Resultatløst.
— Ring efter ambulance! — råbte han. — Han trækker ikke vejret! Hunden heller ikke!
Sirener fyldte gaden. Medicinske folk stormede ind i huset.
— Barnet er bevidstløst! Sandsynligvis forgiftning! Hunden… også ramt!
Anton klamrede sig febrilsk til Balder, selv uden bevidsthed ville han ikke slippe. Hænderne måtte åbnes med magt.
— Maske! Hurtigere! — råbte lægerne.
— Pulsen er der! Svag, men den er der! Vi kører!
— Men hunden?! — skreg Stas.
Feltlægen rystede blot på hovedet.
På hospitalet blev det klart.
— Drengen har en alvorlig kulilteforgiftning, — forklarede lægen. — I har jo en gasvarmer ved sofaen?
Stas nikkede, bleg.
— Der var en lækage. De indåndede gas. Tilsyneladende lagde hunden sig nærmere varmekilden og tog slaget på sig. I bund og grund beskyttede han barnet.
Ordene ramte som en hammer.
Balder døde for at redde sin søn.
Senere kom lægen stille ud og sagde:
— Vi gjorde alt, hvad vi kunne.
Ira skjulte ansigtet i hænderne. Stas gik hen til Balders lig, lukkede øjnene og hviskede:
— Han elskede dig mere, end jeg kunne. Og nu lever vores søn takket være ham.
Ved daggry åbnede Anton øjnene.
— Hvor er Balder? — hævede han stemmen svagt.
Ira satte sig ved siden af ham.
— Han reddede dig, skat. Han var den modigste.
— Bring ham til mig… tak.
Stas omfavnede sin søn, næsten ude af stand til at holde tårerne tilbage.
— Han er nu på himlen, Anton. Men han vil altid være tæt på.
De græd sammen — for den, der gav sit liv uden tøven.
Årene gik. Anton voksede op, men i alle hans tegninger var hunden med.
Nogle gange, under tordenvejr, kiggede han stadig mod hjørnet, hvor sofaen engang stod, og sagde stille:
— Balder ville ikke være bange.
Stas gemte den gamle halsbånd i garagen. Nogle gange tog han det frem om natten og hviskede:
— Tak, ven.
En ny hund kom aldrig i huset. Ikke fordi de ikke ville — men fordi de vidste, at Balder ikke kunne erstattes.
Han var ikke bare et dyr. Han var kærlighed, loyalitet og et bevis på, at en hunds hjerte nogle gange er renere end et menneskes.
Og når nogen spurgte Anton, hvorfor han ikke havde kæledyr, svarede han altid: Jeg havde den bedste. Han gav mig livet. Jeg behøver ingen anden.