En stille morgen nær Aarhus duftede luften af hø og fugtig jord. Hestene græssede dovent bag det gamle træhegn.
Anna Møller skubbede barnevognen med sin seks måneder gamle datter, Line, ad stien langs engen. Hendes mand, Morten, var taget tidligt af sted for at hente foder. Alt var roligt.
Anna standsede ved lågen for at rette tæppet over barnet. I det samme slog en vindstød låsen op. Barnevognen, der stod på en let hældning, begyndte at rulle.
Først langsomt. Så hurtigere.
Anna vendte sig – og blodet frøs til is i hendes årer.
— Line! råbte hun.
Barnevognen trillede direkte mod skrænten. Anna løb, men hun vidste, hun ikke ville nå det i tide.
Så lød et kraftigt galop.
Fra engen, med hovene, der slog mod jorden, kom Freja — hendes rødbrune hoppe med en hvid plet i panden. Hun sprang over det ødelagte hegn og vrinskede højt.
I løbet af få sekunder nåede hun vognen og slog til håndtaget med brystet, så den væltede få meter fra kanten.
Anna faldt på knæ og greb Line i armene. Barnet græd, men var uskadt.
Freja stod stille, prustende, med en flænge i benet. Men i hendes øjne — store og rolige — lyste noget klart: Hun vidste, hvad hun havde gjort.
Senere forklarede dyrlægen, at Freja havde revet en sene over, men ville komme sig. Historien spredte sig hurtigt til nabobyerne; folk kom for at besøge hende med gulerødder og sukkerknalder.
Siden da har der hængt en lille mindeplade på hegnet ved skrænten:
“På dette sted reddede en hoppe et barn.
Nogle af de reneste hjerter er ikke menneskelige.”