Morgenen var stille. Den gamle gade lå og døste under den dovne sol, indtil en dyb, rasende lyd pludselig brød stilheden — som om nogen smadrede metal med al kraft i verden. Folk stak hovederne ud af vinduerne, forbipasserende vendte sig om — og frøs på stedet.
På taget af en hvid varevogn stod en ældre mand. I begge hænder holdt han en tung mukkert, og for hvert slag forvandlede han bilen til en sammenkrøllet bunke metal. Stålet sang, taget revnede, glasset splintredes — og med hvert slag lød et kvalt skrig fra hans bryst, en blanding af smerte, desperation og vanvid.
— Gud… hvad laver han? — hviskede en kvinde fra huset ved siden af.
Efter få minutter lød sirener. Politiet ankom hurtigt. To betjente nærmede sig forsigtigt, steg op på trinbrættet og rev mukkerten ud af hans hænder. Manden gjorde ingen modstand. Han sagde blot stille:
— Det er nok nu.
Han satte sig på kantstenen, sænkede hovedet og begyndte at græde. Tårerne løb ned over det støvede ansigt, hænderne rystede. Da betjentene spurgte, hvorfor han havde gjort det, svarede han dæmpet, næsten hviskende:
— Det var min søns bil.
Stilheden faldt øjeblikkeligt.
Sønnen var død i en ulykke kun en uge tidligere. Varevognen, der stod foran dem, var den samme, som havde taget hans liv. Manden kunne ikke bære synet af den. Hver gang han gik forbi, så han blodet på metallet, hørte for sit indre øre det sidste skrig fra bremserne.
Og i dag ved daggry kunne han ikke længere holde ud. Han tog mukkerten og begyndte at slå. Slå, indtil smerten ikke længere kunne mærkes.
Politibetjentene stod tavse. Den ene så væk, den anden tørrede øjnene. Ingen så en forbryder — kun en far knust af sorg.
Da de førte ham bort, vendte han sig mod den ødelagte bil og hviskede:
— Undskyld, min dreng… jeg ville bare ikke have, at du skulle lide mere.
Og gaden blev igen stille — den slags stilhed, hvor sorg larmer højere end ethvert skrig.