I starten tog Dasha det ikke alvorligt.
Sasha var kun få uger gammel, da hun først lagde mærke til det — han elskede at begrave ansigtet i sin pude. Låg som en lille kugle, hænderne under brystet, benene trukket op, næsen skjult.
— Se, — lo hun og filmede det. — Vores søn leger gemmeleg!
Men senere, da hun gennemgik optagelsen, blev latteren erstattet af uro. Fyrre minutter — ingen bevægelse. Han lå bare der, med ansigtet begravet i madrassen.
— Semyon! Kom herhen, — kaldte hun på sin mand.
Han kom søvnigt ud med en kop kaffe.
— Det er bare behageligt for ham, Dasha. Bare rolig.
Men hun var bekymret.
Dag for dag blev drengens adfærd mærkeligere. Så snart hun lagde ham ned, krøllede han sig sammen og skjulte ansigtet. Selv i søvne. Selv når hun tog ham op. Når hun sang — så han ikke. Når hun lo — reagerede han ikke.
Én dag indså hun: han havde aldrig kigget hende i øjnene.
Ved den tredje måned sov Dasha næsten ikke. Om natten sad hun ved hans seng og lyttede til hans vejrtrækning, bange for, at hun en dag ikke ville høre den.
— Noget er galt, — hviskede hun.
— Du er bare træt, — sukkede Semyon.
Men han så ikke, hvordan Sasha sprang ved lys, hvordan han græd, hvis en fremmed tog ham op.
Den dag besluttede Dasha at tage sin søn med i parken. Måske kunne frisk luft hjælpe.
Solen kærtegnede græsset, børn lo og jagtede sæbebobler. Hun satte Sasha på et tæppe — han løftede hovedet, kiggede mod lydene… og begravede straks ansigtet i stoffet.
En hund løb forbi, klokker klingede, nogen spillede guitar. Og Sasha — som i en kokon.
Dasha mærkede panikken stige i hende.
Om aftenen søgte hun på hjemmesider og læste andres historier — “sensoriske forstyrrelser”, “tidlige tegn på autisme”. Alt lød skræmmende, men hjertet sagde hende, at det ikke var det.
Sent om natten, da hendes søn igen lagde sig med ansigtet nedad og holdt op med at bevæge sig, kunne hun ikke holde ud længere.
— Nok. Jeg ringer til lægen.
Hendes stemme rystede:
— Min søn gemmer altid sit ansigt… Han reagerer ikke, ser ikke, smiler ikke.
— Kom med ham i morgen tidlig, — svarede sygeplejersken. — Så finder vi ud af det.
Morgenen føltes uendelig.
I bilen holdt Dasha Sasha i armene og fulgte hvert lille blik.
På klinikken blev de taget imod med det samme. En ung læge med blid stemme undersøgte barnet omhyggeligt: tjekkede muskler, øjenkontakt, reflekser. Så tog hun en rangler og rystede den til højre. Ingen reaktion. Venstre — tavshed.
— Har han nogensinde rykket på sig ved høje lyde? — spurgte lægen.
Dasha rystede på hovedet.
Lægen blev alvorlig.
— Vi bliver nødt til at tjekke hans hørelse. Måske medfødt høretab.
Ordene slog hende som et chok.
— Så… han kan ikke høre? — hviskede Dasha.
— Vi ved det ikke helt endnu. Men hvis et barn ikke kan høre, lukker det sig ofte inde i sin egen verden. Det gemmer sig — ikke for jer, men for stilheden.
To timer senere var det klart.
Resultaterne viste bilateral sensorineural døvhed. Alvorlig.
— Men I kom i tide, — sagde lægen. — Vi kan hjælpe. Det vigtigste er, ikke at efterlade ham i stilhed.
Dasha holdt Sasha i armene, kyssede ham på toppen af hovedet, tårerne faldt i hans hår.
— Vi vil vise ham denne verden. Det lover jeg.
De første uger med høreapparater var svære. Han blev forskrækket af lyde — køleskab, vind, hendes stemme. Hver dag måtte begynde forfra.
Men hun gav ikke op. Satte sig foran ham og gentog:
— Hej, Sasha. Det er mor. Jeg elsker dig.
Og så, en måned senere, vendte han hovedet. Hans øjne fandt hendes.
Og for første gang — smilede han.
Dasha dækkede munden med hænderne.
— Han hørte… — hviskede hun.
Siden da gemmer Sasha ikke længere sit ansigt.
Han er ikke længere bange for verden.
For nu taler verden til ham — med kærlighedens stemme.