Den brændende sol bagte ubarmhjertigt over den afrikanske savanne. Sandet sved i fødderne, luften vibrerede af varme. To løver — en han og en hun — gik over den udbrændte slette på jagt efter vand. Deres skridt var tunge, vejrtrækket hakende. Flere uger uden føde og vand havde gjort dem næsten spøgelsesagtige. Men hannen forlod ikke sin mage — han gik ved hendes side, skærmede hende mod vinden og andre rovdyr.
Da de nåede grænserne af naturreservatet “Mikado”, blev de straks opdaget af rangers — Sifa og Namsa. Erfaringe naturbeskyttere, de forstod med det samme: disse løver var kommet langvejs fra. Udmattede, svækkede, men stadig stolte.
I de første dage holdt rovdyrerne sig på vagt — de brølede og vogtede floden, de var nået til. Men så bemærkede rangers: hunløven bevægede sig næsten ikke, hendes vejrtrækning var tung. Hun ventede unger. Og så forstod mændene — uden hjælp ville hun ikke overleve.
Alt skete ved daggry. Hunløven faldt ved en stor sten, vejrtrækket rystede hendes krop. Hannen brølede og cirklede omkring, uden at lade nogen komme tæt på. Men da Sifa og Namsa nærmede sig — ikke med frygt, men med beslutsomhed — tav han pludselig. Han kiggede bare. Som om han forstod.
Rangers vidste, at én forkert bevægelse kunne koste dem livet. Men de trak sig ikke tilbage. Namsa talte stille til hunløven, som om han talte til et menneske. Sifa gjorde bedøvelsessprøjten klar og handlede langsomt og præcist. Et par sekunder — og medicinen virkede.
To timer senere, i savannens glohede stilhed, hørtes en svag piblen. Under hunløvens poter kom en lille løveunge til syne. Den var i live.
Tårer trillede ned ad Namsas kinder — for første gang i mange års tjeneste havde han set noget sådan. Hunløven løftede svagt hovedet og slikkede sin unge. Hannen kom nærmere og rørte forsigtigt næsen mod ungen. Alt omkring dem stod stille. Selv vinden lagde sig.
Efter få dage var hunløven stærk igen. Ungen blev døbt Mosi — hvilket betyder “en ny begyndelse”. Da rangers sidst kom tilbage til floden for at tjekke dem, stod familien på en høj. Hannen løftede hovedet og så på menneskerne. Ikke med vrede. Men med taknemmelighed.
Siden da er Kota, Lea og lille Mosi blevet legender i naturreservatet. Rangers mindes ofte den dag — dagen, hvor menneske og dyr stod side om side, uden frygt og fjendskab.
Nogle gange sker mirakler ikke i templer, men der, hvor liv og død mødes — under savannens brændende sol, hvor mennesket ikke kunne gå forbi andres smerte.