Tidlig morgen. Tågen lå stadig som et slør over vandet, bølgerne rullede dovent ind mod kysten, og kun enkelte mågeskrig brød stilheden. En fisker, en mand i halvtredserne, gik mod sin båd, mens han rutineret tjekkede sit grej.
Så standsede han brat.
I grænsen mellem sandet og de glatte sten, dér hvor bølgerne kun lige kærtegnede stranden, lå noget mærkeligt.
Først troede han, det var en kasse eller en gammel container – havet skyllede ofte alt muligt skrammel i land. Men jo nærmere han kom, desto mere voksede uroen i brystet.
Foran ham lå en kiste.
Metallisk, rusten, dækket af tang og alger, som om den i mange år var blevet kastet rundt af bølgerne.
— Hvad i alverden… — mumlede fiskeren og slog korsets tegn.
Der var ingen omkring ham. Kun brændingen og den tidlige morgenbrise.
Han blev stående længe, usikker på, om han turde gå tættere på. Han burde nok ringe til politiet, men nysgerrigheden vandt over frygten.
Forsigtigt bøjede han sig ned. Låsen, tæret af salt og tid, hang kun i det sidste beslag. Ét lille ryk, og den faldt af.
Låget løftede sig med en dump lyd.
Og det, fiskeren så, fik blodet til at fryse i hans årer.
Inde i kisten lå menneskelige rester. Hvide knogler, sammenfiltret med stumper af stof — engang, måske, en sømandsuniform. På brystet glimtede et mørknet metalmærke, ædt af tid og hav.
Fiskeren vaklede bagud, åndeløs.
Han så sig omkring — stranden var stadig tom. Kun havet bruste, som om det ligegyldigt iagttog det hele.
Senere, da politiet og retsmedicinerne kom til stedet, fandt de ud af, at kisten var omkring hundrede år gammel.
Den havde sandsynligvis tilhørt et besætningsmedlem fra et dansk fragtskib, der sank i begyndelsen af forrige århundrede.
Under en storm var kisten blevet revet løs fra lastrummet og havde siden drevet omkring, indtil havet til sidst havde valgt at kaste den op på stranden ved Vesterhavet.
Historien spredte sig hurtigt i området. Folk kom for at se stedet og sagde, at havet gemmer på sine hemmeligheder i århundreder — og kun åbner dem for dem, der kan lytte.
Og fiskeren sejlede længe ikke ud alene igen. Han fortalte, at den nat, hvor han fandt kisten, lød bølgerne anderledes — som om de hviskede:
“Tak, fordi du fandt mig.”