Valentina smækkede vaskemaskinens låge i med et brag. Lyden af metal, der ramte kanten, rungede gennem den lille toværelseslejlighed. Hun mumlede gennem tænderne:
— Han tog ikke engang hunden med sig. Kun regningerne og den byrde…
Fra sofaen løftede Zenit sit store hoved — en massiv schæfer med en stram halsrem omkring sin kraftige hals. Hans gule øjne stirrede direkte på Valentina. Hendes mand kaldte det loyalitet; hun følte det som en bebrejdelse.
— Kig ikke sådan, — mumlede hun. — Du er hans hund, ikke min.
— Mor, bliv nu ikke sur på Zenit, — lød en lille stemme.
På tæppet sad Katja, med krøllet hår og en rød sweater, der var et nummer for stor. Hun holdt hundens hale som et reb, men Zenit bevægede sig ikke.
— Jeg sagde jo, ryk ikke i ham, han er ikke en legetøj.
— Han elsker mig, — sagde Katja alvorligt. — Han lader mig altid og hjælper mig.
Valentina trak på smilebåndet, bitre og sår:
— Hjælper? Din “hjælper” gjorde ikke en pind, da din far gik. Ikke med huslejen, ikke med maden. Han spiser kun for to.
Katja rynkede panden, fornærmet:
— Han er min bedste ven.
Zenit syntes at mærke spændingen. Han trådte nærmere, og hans kraftige bryst skjulte pigen fra bordkanten, hvor et glas stod faretruende. Hans bryst pressede blidt mod hendes ryg som et skjold.
— Præcis. Altid i vejen, — fnøs Valentina.
— Nej, mor, — lo Katja og strøg ham over siden. — Han hjælper. Se!
Hun skubbede en klods, som rullede under sofaen. Katja strakte sig, men kunne ikke nå. Zenit skubbede forsigtigt klodsen tilbage til hende med poten.
— Ser du, mor? Han hjalp!
Valentinas hjerte knugede. Hvert træk syntes gennemsyret af omsorg. Nætter, hvor han bragte tæpper til Katja, når hun græd, eller stillede en kop op, hvis den væltede, dukkede op i hendes tanker. “Han kræver bare opmærksomhed,” tænkte hun, men nu føltes det anderledes.
Katja omfavnede Zenit om halsen:
— Dygtig.
Hunden pressede sig tæt mod pigen, og hans blik mødte Valentinas — seriøst, opmærksomt, som om han forstod hvert eneste ord.
— Tro ikke, du er klog. Du er bare en hund, — sagde hun, — du kan ikke ordne noget.
— Mor, råb ikke ad ham! — Katja tog for første gang ikke sin mors side, men hans.
Ordene stak i Valentinas hjerte.
Et brag lød ovenfra — naboen råbte:
— Hold nu støjen nede!
— Pas dine egne ting! — råbte hun tilbage, igen til Zenit. — Alle hader jer, du vil kun bringe ulykke.
Zenit rørte sig ikke. Han skubbede den lille legetøjskop til Katja. Hun klappede i hænderne.
Valentina ville sige, at det var småting, men nu indså hun: hunden var mere end en trofast skabning. Han var deres beskytter.
Om aftenen sad Katja på sofaen med sin bamse — som Zenit aldrig gav fra sig — og nu havde han selv bragt den til hende.
— Tak, Zenit, — hviskede hun og lod sine læber kærtegne hans næse.
— Katja, stop! — råbte Valentina.
Men det var for sent. Zenit lagde sit store hoved ned og pressede blidt panden mod pigens ansigt. Roligt. Selvsikkert.
— Mor, så du? — hviskede Katja. — Han kyssede mig tilbage!
Valentinas hjerte hamrede. Det var mere end hundelojalitet. Det var en sand forbindelse.
Naboens banken blev glemt. I rummet var kun hendes datter og hunden — den trofaste vogter af deres lille verden.
— Jeg elsker dig, Zenit, — hviskede Katja.
Valentina satte sig ned, tårerne strømmede:
— Han skulle have taget dig med… Men måske lod han dig blive for hendes skyld.
— Mor, nu er han vores, — smilede Katja.
Den nat følte Valentina for første gang i måneder ægte tryghed.