I starten troede jeg, at jeg overdrev. Men min kat begyndte at opføre sig mere og mere mærkeligt — især om natten. Og så kiggede jeg på optagelsen fra kameraet… og kunne næsten ikke tro mine egne øjne.
Da jeg besluttede mig for at få en kat, drømte jeg om et kærligt, roligt væsen, der ville sove ved mine fødder og spinde om aftenen. Vi valgte en voksen kat — velopdragen, stille, perfekt til et hyggeligt hjem. Men allerede første nat indså jeg: der var noget galt.
Katten ville ikke lægge sig. Den stod ved soveværelsesdøren, ublinkenede, som om den ventede på nogen. Dens øjne reflekterede det svage lys fra natlampen, og kroppen var spændt som en jægers.
Jeg følte medlidenhed og kaldte den hen til mig. Den sprang op på sengen og lagde sig ved hovedenden. Dengang vidste jeg endnu ikke, at dette kun var begyndelsen.
Efter nogle dage begyndte jeg at føle mig syg. Halsen kløede, vejrtrækningen blev tung, som om nogen langsomt klemte mit bryst. Lægen sagde, at det ikke var allergi.
Så skete der noget, der virkelig skræmte mig.
Midt om natten vågnede jeg af en tung følelse på brystet. Katten sad direkte ovenpå mig, bevægede sig ikke, og stirrede intenst på mit ansigt. Dens blik var næsten menneskeligt, fyldt med mening. Jeg følte mig urolig.
Næste morgen satte jeg kameraet op — jeg ville ikke længere gætte. Det, jeg så på optagelsen, rystede mig virkelig.
Hver nat, omkring samme tid, gik katten stille hen til mig, lagde sig på mit bryst og begyndte at spinde. Den bevægede sig ikke, forsøgte ikke at finde en mere komfortabel stilling — den lå bare, som om den havde en mission.
Først troede jeg, det var et udtryk for hengivenhed. Men snart blev det klart: katten valgte altid det samme sted, præcis hvor jeg følte stærkt pres og smerte.
Jeg vågnede i koldsved, med følelsen af at blive kvalt. Nogle gange syntes det endda, som om nogen var i rummet.
På et tidspunkt begyndte jeg næsten at tro, at katten kunne se det, jeg ikke kunne.
I desperation gik jeg tilbage til lægen og insisterede på grundige tests. Diagnosen var uventet — problemer med skjoldbruskkirtlen.
Da jeg fortalte vennerne det, nikkede mange blot: “Katte kan føle smerte.” Nogle sagde, at de lægger sig på syge steder for at lindre ejerens lidelse, som om de deler deres varme.
Så gik det op for mig — min kat skræmte mig måske ikke. Den advarede mig.
Nu, når den igen kommer om natten, jager jeg den ikke væk. Jeg lader den lægge sig på mit bryst og lytter til dens spinden, som en rolig puls. Jeg er ikke længere bange. Jeg er taknemmelig.