Da min mand gik bort alt for tidligt, var hans datter kun fem år gammel.
Fra den dag hvilede alt ansvar på mine skuldre. Jeg tog hende til mig som min egen — jeg lavede mad til hende, plejede hende, hjalp med lektierne og sad vågen ved hendes seng om natten. Senere, da hun skulle på universitetet, støttede jeg hende både med ord og handling.
Nu er min adoptivdatter tredive. I alle disse år har hun været en del af mit liv, men på det seneste har jeg mærket en forandring — hun blev fjern, kold, som om noget havde ændret sig. Jeg begyndte at bekymre mig. Måske var hun træt af at tage sig af mig? Måske var jeg blevet en byrde?
En aften kom hun hjem og sagde stille:
— Pak dine ting, mor. Bare det vigtigste for nu.
Jeg forstod ingenting.
— Hvor skal vi hen? — spurgte jeg.
Hun svarede ikke. Hele turen sad jeg tavs og græd, overbevist om, at hun var ved at køre mig på plejehjem. Mit hjerte var tungt — kunne alle de år med kærlighed og omsorg virkelig være glemt så let?
Men bilen stoppede foran et stort, smukt hus med hvid facade, store vinduer og en lille, velholdt have.
Hun vendte sig mod mig og sagde med tårer i øjnene:
— Mor… det her er vores nye hjem. Du har altid drømt om sådan et sted. Jeg har sparet sammen i årevis for at kunne give dig det. Undskyld, at jeg virkede fjern — jeg ville bare overraske dig. Tak for alt, hvad du har gjort for mig.
Jeg stod der stum af rørelse. Tårerne løb ned ad kinderne, men denne gang var det glædestårer. Jeg forstod pludselig, at hendes kærlighed aldrig var forsvundet — den havde bare fået en ny form.