Michaela DePrince, født som Mabinty Bangura, gennemlevede en ufattelig hård barndom. Som forældreløs efter den brutale borgerkrig i Sierra Leone måtte hun kæmpe for at overleve i en fjendtlig verden.
Hendes ydre, præget af vitiligo – en hudsygdom, der forårsager pigmenttab – gjorde hende til et let mål for mobning og diskrimination. Hun blev hånet og kaldt “Djævelens Barn,” hvilket fik hende til at føle sig både ensom og håbløs.
Men trods alle modgang fandt Michaela en stråle af håb, da hun blev adopteret af Elaine og hendes mand. De omringede hende med kærlighed og støtte, og hjalp hende med at genopbygge sit selvværd.
Elaine kan stadig tydeligt huske deres første møde, da Michaela kom til hende med et magasin, hvor en balletdanserinde prydede forsiden. Fra det øjeblik lovede Elaine sin nye datter, at hun en dag ville blive danser.
Med stålfast vilje gik Michaela efter sin drøm om at blive ballerina.
Hun mødte mange udfordringer undervejs, men sin adoptivfamilies kærlighed og opbakning overvandt hun dem alle.
Michaela og Randall, en anden forældreløs der også fandt en kærlig familie, er dybt taknemmelige for den ubetingede kærlighed og omsorg, de har modtaget. Deres historier understreger, hvor afgørende en kærlig familie kan være for et barns liv.