Aftenen før skolens fest talte den elleveårige Magnus omhyggeligt sine tolv dollars og forsøgte at lægge et budget til pizza, spil og kæmpestore småkager. Hans mor, Mette, ønskede at give ham en uforglemmelig eftermiddag og overraskede ham derfor med en 50-dollarseddel. Hun sagde, at han måtte købe lige præcis det, der gjorde ham glad. Men næste eftermiddag modtog Mette et tårevædet opkald fra Magnus’ lærer, fru Jensen, som indtrængende bad hende om straks at komme til skolen for at se, hvad hendes søn havde gjort med pengene.
Da Mette skyndte sig ind i skolens gymnastiksal, fandt hun Magnus med en papirkrone på hovedet bag et klapbord under et skilt med teksten „GRATIS PRÆMIER“. Omkring ham stod en lang kø af begejstrede børn. Snart fandt hun ud af, at Magnus havde lagt mærke til, at flere af hans klassekammerater – heriblandt en genert, ny pige ved navn Emma – følte sig udenfor, fordi de ikke havde råd til at købe præmier. I stedet for at købe godter til sig selv havde Magnus brugt alle sine 50 dollars på præmieboden. Sammen med nogle af festens frivillige havde han arrangeret en vittighedskonkurrence, hvor hvert eneste barn vandt et stykke legetøj, uanset om de fortalte en vittighed eller blot lavede en sjov grimasse.
Endnu mere rørende var det, hvordan Magnus hjalp Emma, som havde svært ved at tale foran sine jævnaldrende. Da nogle af børnene begyndte at blive utålmodige under hendes optræden, stoppede Magnus legen og indførte en streng regel om, at ingen måtte presse andre. Derefter øvede han stille og roligt en vittighed sammen med hende tre gange, indtil hun følte sig sikker nok til at fortælle den foran alle. Hendes punchline fik hele gymnastiksalen til at bryde ud i latter. Hun vandt en bamse i form af en kanin, og straks efter inviterede flere af pigerne hende med til at lege.
Inspireret af Magnus’ generøsitet besluttede skoleinspektør Lars Nielsen, at boden med gratis præmier skulle være en fast del af fremtidige skolefester. Han gav den navnet „Bordet med nye chancer“ og inviterede Mette til at blive en del af forældrenes planlægningsgruppe. Ved skolefesten året efter vendte bordet tilbage, denne gang fyldt med doneret legetøj, og Magnus stod for boden sammen med Emma, der nu var blevet langt mere selvsikker.
Den aften kom Magnus hjem fra skolefesten med en kæmpestor småkage, som han havde købt for sine egne penge, så han kunne dele den med sin mor. Ved at bruge sine 50 dollars på at sikre, at ingen af hans klassekammerater skulle føle sig udenfor, havde Magnus ikke blot skabt en varig tradition på skolen, der byggede på venlighed og omsorg, men også taget glæden med hjem, så han kunne dele den med sin mor.