Susanne besøger kirkegården for at mindes det, der ville have været hendes søn Anders’ 35-års fødselsdag. Hun lægger friske solsikker på hans grav, men glemmer ved et uheld sin beskæresaks ved siden af gravstenen. Da hun vender tilbage næste morgen, overrasker hun en kvinde ved navn Mette i færd med at tage friske blomster og andre minder fra forskellige grave, herunder et bånd fra Anders’ gravsted. Rasende kræver Susanne sine stjålne ejendele tilbage, men Mette inviterer hende til at følge med over på den anden side af gaden for at vise hende den overraskende årsag til sine handlinger.
Mette fører Susanne ind i et aflåst rum i sit beskedne hjem. Her afslører hun et lille værksted fyldt med støberesin, tørrede blomsterblade og omhyggeligt mærkede trækasser, der hver især er dedikeret til en afdød person. Mette forklarer, at hun gemmer blomsterblade og personlige minder for at hjælpe familier i sorg, efter selv at have mistet sin datter flere år tidligere. Hun indrømmer dog, at hun har samlet tingene uden at spørge om lov. Blandt genstandene finder Susanne sit forsvundne blå bånd og en personlig besked, som hun havde lagt mellem Anders’ blomster. Opdagelsen vækker en dyb blanding af sorg og vrede i hende.
Fast besluttet på at rette op på fejlen tager Susanne og Mette de indsamlede blomsterstilke tilbage til de respektive grave og informerer kirkegårdens administration om den uautoriserede indsamling. Selvom Susanne i første omgang er rasende, bliver hun mere forstående, da hun indser, at Mettes handlinger udspringer af en dyb og fælles sorg over at have mistet et barn. Hun accepterer, at Mette færdiggør et minde i resin, som indeholder Anders’ bånd og den personlige besked, på betingelse af at Mette aldrig mere tager blomster fra gravene uden tilladelse.
Da Susanne kommer hjem, opdager hun, at vandhanen i køkkenet er utæt. I stedet for at ønske, at Anders var der til at reparere den, ringer hun efter en fagmand. Det bliver et lille skridt fremad i hendes proces med at acceptere tabet. Hun placerer den færdige mindeæske fra Mette i køkkenets vindueskarm ved siden af en frisk solsikke og ser på fotografier af Anders, hvor han smiler ved siden af sin værktøjskasse. Den stille aften bringer en skrøbelig følelse af fred, mens hun begynder at ære sin søns minde på en ny måde.