Femogfyrre år efter at deres ungdomsromance var ebbet ud, mødte Thomas, en 63-årig præst, helt uventet sin ungdoms store kærlighed, Marie, igen på hospitalets kræftafdeling. Marie kæmpede mod kræft i stadie fire, men hendes livlige humor og varme var fuldstændig intakte. Hun huskede et løfte, som Thomas havde givet hende, da de var sytten år gamle – at han en dag ville gifte sig med hende. Fra sin hospitalsseng friede hun derfor spøgefuldt til ham. Berørt af det stærke bånd, der stadig forbandt dem, sagde Thomas ja. Med hjælp fra hospitalspersonalet og familien arrangerede de en enkel, men hjertevarm ceremoni – komplet med en billig vielsesring købt på et loppemarked. Det gav dem fem dyrebare dage sammen som ægtefolk, inden Marie gik bort.
Efter begravelsen rakte Maries søn, Mads, Thomas et forseglet brev, der indeholdt en uventet sandhed: Marie havde brugt tre årtier på at opbygge et af amtets mest succesfulde bagerier. Det var en hemmelighed, hun bevidst havde holdt for sig selv i sine sidste dage, så Thomas skulle gifte sig med hende af kærlighed og ikke på grund af hendes succes eller rigdom. Hun havde testamenteret hele virksomheden til ham og efterladt nogle muntre instruktioner, hvor hun bad ham besøge bageriet og spørge efter „toastbrødet”.
Da Thomas ankom, blev han chokeret over at opdage, at bageriets menu indeholdt en af deres bedst sælgende søde kanelretter med navnet „Thomas’ forfærdelige toast” – en kærlig hyldest til hans åbenlyst elendige madlavningsevner som teenager. Bag disken hang der desuden et indrammet fotografi af dem begge fra deres ungdom.
Overvældet af virksomhedens papirarbejde og komplicerede økonomi overvejede Thomas først at sælge bageriet, da han ikke følte sig i stand til at drive en virksomhed, han intet vidste om. Men en skjult besked på bagsiden af Maries brev opfordrede ham til ikke at lade frygten styre sine beslutninger.
Mens Thomas brugte tid på at lære medarbejderne og de daglige arbejdsgange at kende, opdagede han, at Marie i årevis stille og roligt havde doneret overskydende brød til et lokalt medborgerhus. Inspireret af hendes gavmildhed og på udkig efter en ny måde at hjælpe andre på indså Thomas, at bageriets ressourcer kunne bruges til at realisere et mangeårigt mål for hans kirke: at tilbyde regelmæssige, varme måltider til ensomme medlemmer af lokalsamfundet.
I samarbejde med Mads, der stod for den økonomiske planlægning, og bageriets daglige leder, Denise, som tog sig af køkkendriften, grundlagde Thomas et fællesspisningsprogram med navnet „Maries bord”.
Holdet lancerede initiativet på den dag, hvor Marie ville være fyldt 64 år, og bød snesevis af ensomme ældre velkommen. De længtes ikke kun efter et måltid mad, men også efter selskab og menneskelig nærhed.
Under arrangementet overrakte Denise Thomas en sidste lille trækasse, som Marie havde efterladt til ham. Indeni lå endnu et brev fra Marie. Heri udtrykte hun sin taknemmelighed over at have fået en uventet ny chance for kærligheden. Hun bad ham om ikke at sørge over de år, de havde mistet, og opfordrede ham blidt til fortsat at give kærlighed videre til andre.
Flere måneder senere blomstrede „Maries bord” stadig og serverede varme måltider for mennesker i nød to gange om ugen, mens Denise og Mads sørgede for, at bageriet fortsat blev drevet problemfrit.
Thomas fortsatte som byens præst og kom regelmæssigt forbi bageriet for at drikke en kop kaffe og nyde et stykke af det søde kaneltoast, der var blevet opkaldt efter ham.
Selvom de havde mistet 45 år og aldrig fik mulighed for at dele et langt liv sammen, gav Maries sidste gave Thomas en ny mening med livet, et tættere forhold til hendes søn og en varig mulighed for at tage sig af og mætte menneskerne i sit lokalsamfund.