Fem måneder efter at have mistet sin 28-årige søster, Emily, til kræft besluttede Sofie at holde fast i sine bryllupsplaner. Hun vidste, at hendes søster – som egentlig skulle have været hendes brudepige – ville have ønsket, at hun gennemførte brylluppet. Familien var overvældet af sorg, og Sofie kæmpede med en stærk skyldfølelse over at skulle være lykkelig på en dag, hvor søsterens fravær gjorde så ondt.
Kort før ceremonien begyndte, vakte en uventet gæst opsigt: Emilys kæreste, Daniel, dukkede op iført en gulvlang, lavendelfarvet brudepigekjole og med en lille blomsterbuket i hånden.
Sofies far blev rasende og forlangte, at Daniel straks forlod stedet. Men Daniel bad om fem minutter til at forklare sig, mens han holdt en kuvert med Emilys håndskrift. Da Sofies mor fik øje på brevet, greb hun ind og bad sin mand om at lade Daniel tale.
Daniel trådte frem og forklarede til de forbløffede gæster, at Emily inden sin død havde fået ham til at love, at han ville overtage hendes plads ved brylluppet. Hun havde udtrykkeligt bedt ham om at bære præcis den lavendelfarvede kjole, hun selv havde valgt, så han ikke ødelagde det farvetema, hun havde planlagt.
Daniel afslørede, at Emily havde forudset Sofies skyldfølelse og sorg på hendes store dag. Emily havde fortalt ham, at hvis Sofie ikke længere kunne se hende stå ved alteret, ville hun i det mindste have, at hendes søster skulle opleve noget så absurd, at hun ikke kunne lade være med at grine i stedet for at græde.
Derefter rakte Daniel brevet til Sofie. I brevet opfordrede Emily sin søster til at fejre dagen uden dårlig samvittighed. Hun forklarede, at det at finde glæde på sin bryllupsdag ikke betød, at hun havde glemt Emily, men tværtimod viste, at deres kærlighed var stærk nok til at bevare de lykkelige minder.
Dybt rørt omfavnede Sofie Daniel og bad ham om at stå ved hendes side under ceremonien. Hendes far undskyldte samtidig over for Daniel for sin voldsomme reaktion og bød ham velkommen i familien.
Under bryllupsløfterne lavede Daniel en lidt klodset lille hofbøjning, hvilket fik Sofie til at bryde ud i en ægte, befriende latter for første gang siden sin søsters død.
Under hele bryllupsfesten beholdt Daniel sin kjole på og kæmpede på komisk vis med kjolens lange kant, mens han dansede med Sofie. At se dem grine sammen på dansegulvet gav forældrene en enorm trøst. De indså, at Emily havde fundet en sidste måde at omgive sin familie med kærlighed, glæde og heling på.