Den fjortenårige Emil lod sit hår vokse i flere måneder for at donere det til en organisation, der fremstiller parykker til børn med kræft, som gennemgår kemoterapi. Hans konkrete mål var at hjælpe sin bedste veninde, Laura. Da hans hår havde nået den nødvendige længde og var blevet forarbejdet til en specialfremstillet paryk, indkaldte skolelederen, hr. Jensen, og Lauras far, Mikkel, til et møde på skolen. Under mødet afslørede Mikkel, at Emil i al hemmelighed havde hjulpet Laura med at blive en del af skolens scenografihold, så hun kunne arbejde med kostumer. Hendes far havde derfor troet, at hun deltog i skolens kunstklub.
I skolens aula arbejdede Laura ved en gammel symaskine, som Mikkel tidligere havde doneret til skolen, og som havde tilhørt hendes afdøde mor. Ved symaskinen syede hun en blå kostumevest med tre forskellige knapper og en skævt placeret lomme. Mikkel undersøgte tøjet og gik med til, at Laura kunne fortsætte på scenografiholdet på betingelse af, at bestemte voksne førte tilsyn med hendes aktiviteter. Samtidig undskyldte Emil, at han havde holdt tidsplanen hemmelig.
Derhjemme lavede Emil som sædvanlig pandekager søndag morgen ved hjælp af en slidt træpalet, der havde tilhørt hans afdøde far. Han brugte paletten til at vende pandekagerne på panden, præcis som hans far havde gjort, før han døde tre år tidligere.
Efter premieren på skolens forestilling forærede Laura Emil et håndsyet blåt forklæde, hvor hans navn var broderet på forsiden, og som havde en karakteristisk skævt placeret lomme. Emil bar forklædet under en søndagsmorgenmad, mens han tilberedte pandekager til sin familie og deres gæster ved hjælp af den slidte træpalet.
Morgenmaden, hvor fire personer sad samlet, sluttede med, at det blå forklæde blev lagt til opbevaring i køkkenet ved siden af den gamle træpalet, så det kunne bruges igen i fremtiden.