Mads Jensen døde af kræft i en alder af atten år – blot 17 dage efter sin fødselsdag, efter at have været syg i fjorten måneder. Ved begravelsen dukkede hans ungdomsven Tobias op i en knælang, knaldrød kjole, som han havde lånt af sin søster Emma. Påklædningen udløste straks hvisken blandt de fremmødte familiemedlemmer og fik Mads’ far, Lars, til at rejse sig fra sin plads. Men Mads’ mor, fru Jensen, greb ham i ærmet for at få ham til at vente, indtil den planlagte mindetale var blevet holdt.
Da Tobias trådte hen til mikrofonen, forklarede han, at Mads seks måneder tidligere havde bedt ham om at holde mindetalen. Det var sket på Mads’ værelse, mens de talte om resultaterne af hans scanninger. Tobias fortalte om en aftale, de havde indgået: Han ville kun tage en kjole på, hvis Mads gjorde det først. Mads havde derefter udtrykkeligt ønsket sig en rød kjole for at undgå det sædvanlige sorte begravelsestøj. Tobias tog så et udfoldet stykke papir op af kjolens lomme. Det indeholdt skriftlige instruktioner fra Mads, som bekræftede deres aftale.
Tobias læste direkte fra papiret og delte Mads’ håndskrevne noter med de fremmødte. De indeholdt instruktioner om den røde kjole og en klar besked om, at han ikke måtte lyve for de tilstedeværende. Fru Jensen gik hen til talerstolen og omfavnede Tobias, inden han begyndte at fortælle om deres fælles barndomsminder – blandt andet dengang de knuste et vindue i en garage med en ishockeypuck, og de mange gange, de havde spillet Matador sammen. Tobias afsluttede sin tale med at fortælle, at Mads havde været klar over sin diagnose, og trådte derefter væk fra mikrofonen.
Efter ceremonien kom de sørgende hen til Tobias i nærheden af receptionen for at hilse på ham. Lars’ bror undskyldte sin første reaktion. Fru Jensen og Tobias talte sammen ved et udstillingsbord med indrammede fotografier. På et af billederne så man de to drenge som otteårige, dækket af mudder. Under samtalen bekræftede Tobias, at Mads allerede flere måneder tidligere havde haft en fornemmelse af, hvordan hans sygdom ville ende, men at han havde holdt sine bekymringer for sig selv for at skåne sine forældre for unødig sorg.
Flere år senere afsluttede Tobias sine universitetsstudier som treogtyveårig. Lars og fru Jensen deltog i dimissionen sammen med Tobias’ mor. I anledning af dimissionen forærede fru Jensen Tobias Mads’ sorte armbåndsur, som han havde brugt til hverdag. Tobias tog imod det med taknemmelighed.
Tobias beholdt den røde kjole sammen med den oprindelige håndskrevne besked blandt sine personlige ejendele. For ham forblev de et dyrebart minde om et særligt venskab, et løfte, der blev holdt, og en kærlighed, der lever videre, selv efter at et menneske er gået bort.