I tre måneder efter sin hustru Marias død, som indtraf under fødslen af deres tvillingepiger, opfostrede faren de nyfødte piger alene, mens han næsten intet hørte fra sin svigermor. Alvorlige medicinske komplikationer under fødslen havde tvunget lægerne til at træffe en beslutning, hvor babyernes overlevelse blev prioriteret. Tilbage stod ægtemanden med en taske med Marias personlige ejendele – heriblandt en uvasket trøje – samt de daglige opgaver med at varme fire sutteflasker og notere, hvor meget mælk pigerne drak, på små sedler. Tavsheden blev brudt, da Marias mor dukkede op ved hans hoveddør med en forseglet kuvert i hænderne, som indeholdt et håndskrevet brev.
Ved køkkenbordet forklarede svigermoren, hvorfor hun havde været væk så længe, og rakte ham kuverten, som Maria havde skrevet inden fødslen. Hun fortalte om begivenheder fra Marias barndom, herunder hendes fars død, og forklarede, hvordan misforståelser omkring sorgen i hendes barndomsår havde skabt frygt og usikkerhed, som fulgte Maria gennem livet. I det håndskrevne brev havde Maria udtrykkeligt bedt sin mand om ikke at bebrejde sig selv det, der var sket under fødslen. Hun havde også ønsket, at tvillingerne skulle vokse op med visheden om, at deres mor havde ønsket dem af hele sit hjerte.
Brevet viste, hvor dybt Maria stolede på sin mand, og gjorde det klart, at beslutningen under fødslen var blevet truffet i fuld tillid til ham. Efter at have læst brevet spurgte faren sin svigermor, hvorfor hun havde holdt sig væk i tre måneder, og forklarede hende, hvor vigtig hendes tilstedeværelse var for de nyfødte tvillingepiger. Hun indrømmede, at hun havde trukket sig tilbage, og bad om lov til at holde en af babyerne i sine arme på børneværelset.
Fra den dag begyndte svigermoren at komme hver dag for at hjælpe med den praktiske pleje af pigerne. Hun vaskede sutteflasker, lærte deres spisetider at kende og hjalp med at etablere faste søvnrutiner. Ved besøgene medbragte hun gamle fotoalbummer med billeder fra Marias barndom. På nogle af billederne sad Maria på sin fars skuldre, mens andre viste hende med en fødselsdagshat på.
Efter disse afklarende samtaler tog faren Marias trøje ud af hospitalstasken og lagde den sammen med fotoalbummet på en hylde ved siden af børnesengene. Han indførte en fast rutine, hvor han talte med tvillingepigerne om deres mor, samtidig med at han tog sig af deres daglige måltider og aftenrutiner – nu med god støtte fra mormorens regelmæssige besøg.