Efter toogtyve års ægteskab rakte Eleonoras mand Marcus hende uventet en beige mappe med skilsmissepapirerne og gentog som eneste forklaring, næsten som en remse, at de var vokset fra hinanden. Efter tre uger med konstant uvished forærede Eleonoras søster Dorte hende en billet til en ugelang krydstogt for én person. På sin fjerde aften til søs satte en mand ved navn Peter sig ved Eleonoras middagsbord og præsenterede sig som hendes gymnasiekæreste, der for tredive år siden var forsvundet sporløst.
Peter trak et falmet, kvadratisk foto fra skolebal frem, der viste Eleonora i en blå satinkjole ved hans side, iført smoking. Derefter fortalte han om sin nylige opdagelse af Marcus’ utroskab i Aarhus. Peter afslørede, at han havde konfronteret Marcus med en privatdetektivs fotos og presset ham til at indgive skilsmissen i stedet for at risikere en offentlig ydmygelse – hvorefter Marcus besluttede at opfinde historien om det gradvise fremmedgørelse i stedet for at indrømme utroskab.
Da Eleonora var vendt tilbage til kahytten, ringede hun direkte til Marcus og forklarede, at hun kendte til hans fejltrin i Aarhus, hvorefter han indrømmede sandheden i telefonen. Derefter ringede hun til sin datter Clara for at fortælle hende om de sande omstændigheder omkring skilsmissen, før hun opsøgte Peter på øverste dæk for at takke ham for at have bragt sandheden for en dag.
Seks måneder efter krydstogtet fik Eleonora skilsmissens aftaler på plads, åbnede en rådgivningsvirksomhed inden for indretning og malede væggene i sit nye kontor blå med Claras hjælp. Mens hun boede i sit eget hus, holdt hun jævnligt kontakt til Peter via sms.
Eleonora indrettede sin nye hverdag på sin terrasse og drev sin faglige udvikling videre på egen hånd.