Tre år efter at hans far, David, var gået bort efter længere tids sygdom, tog den tolvårige Emil sin fars gamle akustiske træguitar med til skolens farsdagsarrangement. Mens han stod på scenen og spillede en sang, som hans far havde lært ham, trådte to uniformerede politibetjente – betjent Mads og betjent Anders – ind i gymnastiksalen og genkendte melodien. Efter optrædenen mødte betjentene Emil og hans mor, Maria, uden for gymnastiksalen for at forklare dem, at de kendte David fra hans frivillige arbejde på det lokale ungdomscenter.
Betjent Mads viste Emil et digitalt foto på sin mobiltelefon, hvor David spillede på sin akustiske guitar i ungdomscentret under en workshop om digital sikkerhed. Betjentene inviterede Maria og Emil til at besøge centret, hvor David regelmæssigt havde undervist unge i internetsikkerhed, privatlivsindstillinger og regler for god opførsel på nettet.
Den følgende lørdag besøgte Emil og Maria ungdomscentret, hvor omkring tyve medarbejdere og tidligere deltagere var samlet for at dele historier om Davids tekniske hjælp og hans engagement i at fremme sikkerheden på nettet. Repræsentanter fra centret viste dem den akustiske guitar, som David havde brugt under undervisningen, og forklarede, hvordan musik var blevet en del af deres undervisningsprogrammer.
Efter besøget begyndte Emil igen at deltage i sociale aktiviteter, fandt tilbage til fællesskabet med sine klassekammerater og begyndte at invitere venner med hjem. Flere måneder senere vendte Emil tilbage til ungdomscentret for at fremføre sin fars sang på den akustiske guitar på scenen ved et planlagt velgørenhedsarrangement i lokalsamfundet.
Under aftenens velgørenhedsgalla gennemførte Emil sin musikalske optræden uden afbrydelser og lagde efter arrangementets afslutning den akustiske guitar tilbage i dens guitarkasse.