På sin 50-års bryllupsdag modtog en enke, der var taget på et krydstogt alene om bord på det skib, som hendes afdøde mand, kaptajn Morten, engang havde været kaptajn på, en stor pakke, der var blevet betroet til styrmand Thomas. I kassen lå et ufuldstændigt verdenskort fyldt med håndskrevne noter samt et forseglet brev. Brevet forklarede, at to bestemte stop på krydstogtets rute var nøje udvalgte steder, hvor Morten havde efterladt genstande, som hun skulle finde under sine ophold i land.
I den første havn besøgte fortælleren en café langs strandpromenaden, sammenlignede et foto fra sin taske med omgivelserne og satte sig ved et bord med udsigt over havnen. I den anden havn nærmede hun sig en souvenirbod ved havnen, som blev drevet af en kunsthåndværker ved navn Elena. Hun rakte hende en lille kuvert med et trykt originalfoto af brudeparrets bryllupsvals samt et håndskrevet brev.
Da fortælleren var vendt tilbage til sin kahyt, pakkede hun en mørkeblå aftenkjole ud, som lå i pakken, og tog den på for at deltage i aftenens dansearrangement i skibets hovedsalon. I salonen inviterede styrmand Thomas og et ungt besætningsmedlem hende på skift til en dans til minde om kaptajn Mortens rolle som mentor.
Tilbage på sit værelse placerede fortælleren en lille glasfigur af et fyrtårn, som hun netop havde købt som souvenir, ved siden af sit bryllupsfoto på sengen. Derefter brugte hun en pen til at markere sit eget valg af fremtidige rejser på kortet.
Kortet og fyrtårnet af glas blev liggende på sengen, mens fortælleren lagde planer for sine fremtidige rejsedestinationer.