En kvinde, hvis mor var gået bort efter kort tids sygdom, gemte sin mors højtelskede porcelænsstel, som bestod af hvide kopper med små blå blomster, guldkant og en matchende tekande. Et år senere, på årsdagen for sin mors død, inviterede hun familien til middag og fandt teservicet frem for at servere te.
Hendes svigermor, Helle, som meget gerne ville hjælpe, bar serveringsbakken ud i køkkenet, men kom til at skubbe den ned fra køkkenbordet. Hele teservicet faldt ned på det flisebelagte gulv og blev knust i stykker.
Selvom Helle forsøgte at bagatellisere skaden og sagde, at det jo bare var service, samlede kvinden og hendes mand hvert eneste stykke op – inklusive de blå og gyldne skår, de små hanke og låget fra tekanden – og lagde det hele i en papkasse.
Fast besluttet på at bevare mindet om sin mor gennem genstanden kontaktede hun en lokal keramikkunstner ved navn Freja. Næste morgen tog hun kassen med det ødelagte porcelæn samt det sidste håndskrevne fødselsdagskort fra sin mor med til kunstnerens atelier.
I stedet for at forsøge at restaurere porcelænet på traditionel vis og skjule skaderne skabte kunstneren en specialfremstillet ramme med glas. Porcelænsskårene blev arrangeret omkring et centralt fotografi af kvinden og hendes mor.
De blå og gyldne porcelænsstykker dannede en beskyttende mosaikramme, mens det originale håndskrevne fødselsdagskort blev monteret på bagsiden af rammen under et lag gennemsigtigt akryl.
På den nederste del af rammens forside blev der placeret en indgraveret metalplade med teksten:
„Nogle ting bevarer deres værdi, selv når de går i stykker.“
Tre uger senere hentede kvinden det færdige kunstværk og hængte det op på væggen i spisestuen, lige bag det store spisebord.
Ved den næste familiesammenkomst betragtede gæsterne og familiemedlemmerne kunstværket, hvor de knuste porcelænsskår var arrangeret omkring fotografiet.
Helle deltog også i middagen og betragtede den indrammede udstilling, der nu var permanent monteret i spisestuen. De bevarede porcelænsstykker forblev synlige bag glasset og bevarede dermed for altid den fysiske historie om genstanden og mindet om den, den havde tilhørt.