26 år efter sin søn Daniels død modtog Nora en pakke fra en advokat, der repræsenterede en mand ved navn Morten, som Nora kort havde kendt flere årtier tidligere. I pakken lå en enkelt USB-nøgle med et tekstdokument og en mappe med billeder, som var navngivet efter Daniels karakteristiske system til navngivning af filer.
Tekstdokumentet forklarede, at Morten tidligere var kommet i besiddelse af et digitalkamera, som var blevet stjålet fra Daniels kiste før begravelsen. Inden det fysiske kamera blev solgt, havde han dog taget hukommelseskortet med de personlige filer ud og gemt det.
Da Nora åbnede billedfilerne på skærmen, kom der gemte digitale fotografier frem, som dokumenterede Daniels sidste måneder. Galleriet indeholdt fotografier af en ung kvinde ved navn Sofie, som bar Daniels tøj, efterfulgt af billeder af en positiv ultralydsscanning, graviditetsbilleder og fotografier fra den sidste del af graviditeten.
Ved hjælp af fysiske detaljer i baggrunden på fotografierne – blandt andet kliniklogoer, vejskilte og delvist synlige postadresser på kuverter – sammenholdt Nora oplysningerne med arkiverede kommunale dokumenter, adressebøger og lokale kirkeblade for at finde frem til moderens identitet og opspore fødselsattesten for en dreng, der havde Daniel som mellemnavn.
Nora fremlagde de præcise datoer for Daniels sygdom og begravelse og satte dermed punktum for den 26 år lange usikkerhed omkring hans forsvinden. Da omstændighederne var blevet klarlagt, viste Sofie aktuelle digitale fotografier på sin mobiltelefon af sin 26-årige søn, som havde en tydelig fysisk lighed med Daniel.
Mødet endte med, at Sofie tilbød at præsentere Nora for sit barnebarn, hvilket gav den endelige bekræftelse på de oplysninger, der var blevet fundet på hukommelseskortet.