En medicinsk advarsel efter fødslen af hendes tredje søn tvang en mor til at se en hård virkelighed i øjnene: En ny graviditet ville højst sandsynligt være dødelig. Derfor måtte hun opgive sin livslange drøm om at få en datter. Hun og hendes mand Jens accepterede, at deres familie på fem var komplet. De pakkede babytøjet væk og så fremad sammen med deres tre små drenge. Årene gik, og den stille smerte over den uopfyldte drøm trådte i baggrunden i deres travle hverdag, mens de helligede sig opdragelsen af deres sønner.
Alt ændrede sig uventet en tirsdag eftermiddag, da Jens ringede fra et lokalt hospital og bad sin kone komme med det samme, fordi „der er en baby her“. Af frygt for det værste skyndte hun sig til fødeafdelingen, hvor hun fandt Jens synligt rystet ved siden af en nyfødt pige. Da hun stod foran spædbarnsstuen, fór tankerne straks gennem hendes hoved om utroskab, fordi hun mistænkte, at barnet var resultatet af en affære, hendes mand havde haft. Jens forklarede dog hurtigt, at babyen tilhørte Anne, hans første store kærlighed, som han ikke havde haft kontakt med i over ti år.
Anne var blevet forladt af sin mand sent i graviditeten og havde ingen nære familiemedlemmer tilbage, som hun kunne støtte sig til. Da veerne begyndte, tog hun alene til hospitalet. Efter fødslen opstod der alvorlige medicinske komplikationer, og da hendes tilstand forværredes, gentog hun igen og igen det eneste navn fra sin fortid, hun kunne huske – Jens.
Hospitalspersonalet brugte gamle nødoplysninger til at finde frem til ham, men da han ankom, var Anne allerede død. Den nyfødte pige stod nu uden forældre eller nære slægtninge. Jens spurgte derfor sin kone, om de kunne ansøge om at blive plejeforældre for barnet og senere adoptere hende.
Efter det første chok tog hustruen den næsten tre kilo tunge nyfødte pige i sine arme og mærkede straks en dyb forbindelse til hende. I det øjeblik gik det op for hende, at dette var den datter, hun altid havde håbet på at få.
Den juridiske proces viste sig at blive lang og vanskelig og strakte sig over ni måneder med baggrundstjek, vurderinger og retsmøder, mens socialarbejderne arbejdede på at få de nødvendige værgemålsforhold på plads. Parrets tre sønner begyndte gradvist at forberede sig på at få en ny lillesøster, mens parret navigerede gennem det komplekse plejefamilie- og adoptionssystem for at sikre barnet et permanent hjem.
Da adoptionen endelig blev afsluttet om foråret, opdagede de, at den biologiske mor allerede havde valgt et navn til sin datter – Klara. Det var præcis det navn, som hustruen havde båret i sit hjerte, siden hun var nitten år gammel.
For at ære den kvinde, som brugte sine sidste øjeblikke på at sikre, at hendes baby ikke skulle stå alene, gav de officielt barnet navnet Klara Anne.
Klara vokser nu op omgivet af kærlighed og med tre beskyttende storebrødre ved sin side. En dag vil hun få sandheden at vide: at hendes biologiske mors sidste handling var et selvopofrende valg, der sikrede, at hendes lille datter kom trygt ind i en kærlig familie.