Efter at hendes mangeårige kæreste havde smidt hende ud, flyttede Katrine ind hos sin søster Anna og sin svoger Anders. Kort efter sin ankomst begyndte Katrine gentagne gange at overskride Annas grænser ved at gå rundt i køkkenet iført kun et håndklæde. Da Anna konfronterede hende, afslørede Katrine chokerende nok, at hun gjorde det med vilje som en „test“ for at se, om Anders kunne blive fristet af en anden kvinde. Anders nægtede at deltage i hendes spil og tog sagen i egen hånd ved at finde overkommelige værelser i nærheden, som han kunne vise hende.
Da Anders og Anna gav hende en fast tidsfrist, indvilligede Katrine i at tage ud og se på en mulig lejebolig. Under køreturen bad Anna sin søster om at forklare, hvorfor hun følte et så desperat behov for at „teste“ Anders’ troskab. Med tårer i øjnene indrømmede Katrine, at hendes ekskæreste hverken havde været hende utro eller behandlet hende dårligt; efter seks år var han ganske enkelt gået, fordi han ikke længere ønskede det liv, de havde sammen.
Plaget af, at hun ikke havde nogen konkret årsag til sin hjertesorg, havde Katrine håbet, at Anders ikke ville bestå hendes test – blot for at bevise over for sig selv, at alle mænd og forhold grundlæggende var fejlbehæftede, i stedet for at acceptere, at det kun var hendes eget forhold, der var mislykkedes.
Anna forstod den dybere sorg, hendes søster bar på, og trøstede Katrine, men holdt fast i, at hendes personlige grænser stadig fortjente at blive respekteret. Katrine undskyldte oprigtigt for sin manipulerende adfærd og indvilligede i en struktureret plan for at finde et arbejde og flytte ind i sin egen bolig. Spændingerne i hjemmet forsvandt gradvist, da Katrine endelig begyndte at respektere husets regler.
Næste morgen kom Katrine ned for at lave kaffe, fuldt dækket af en alt for stor blå morgenkåbe. I stedet for at bede om hjælp trak hun en stol hen til køkkenbordet, så hun selv kunne nå kaffefiltrene på den øverste hylde, og erklærede stolt, at hun endelig stod på egne ben igen.