Efter femten års ægteskab donerede en hengiven hustru ved navn Mette altruistisk sin nyre for at redde sin alvorligt syge mand, Lars, fordi hun troede, at de havde opbygget et stærkt og trygt liv sammen.
Men hendes verden brød sammen dagen efter operationen, da hun trådte ind på hans hospitalsstue og overraskede ham i at kysse en anden kvinde. Kvinden, Sofie, erklærede frækt, at hun havde været Lars’ kæreste i seks måneder, og at hun havde ventet på, at transplantationen skulle være overstået, så hun endelig kunne tage Mettes plads.
Chokeret og dybt såret indså Mette hurtigt, at Lars havde løjet for dem begge. Han havde manipuleret med hendes kærlighed for at sikre sig et livreddende organ, samtidig med at han havde lovet Sofie en fremtid sammen.
Mette nægtede at lade ham kontrollere situationen og fik en kurer til at levere en smuk æske af cedertræ til Lars’ hospitalsstue. Den indeholdt alle kærlighedsbrevene, små beskeder og minder fra deres nylige familieliv sammen.
Da Sofie så disse ting og forstod, at Lars havde narret hende med løgne om, at hans ægteskab var „forbi“, blev hun knust og forlod straks hospitalet.
Da Lars var kommet sig nok til at blive udskrevet, nægtede Mette ham adgang til hjemmet og bad ham tage hen og bo hos sin bror.
På trods af hans protester over den ydmygelse, han mente, han blev udsat for, stod Mette fast. Hun mindede ham om det virkelige svigt: at hun var vågnet efter en stor operation og havde fundet hans elskerinde ved hans side.
Selvom de følelsesmæssige konsekvenser var smertefulde, især da hun skulle forklare børnene, hvad der var sket, nægtede Mette at lade hans løgne definere hendes liv.
Efterhånden som månederne gik, begyndte parret processen med en formel separation og mægling.
Under et af deres sidste møder spurgte Lars Mette, om hun fortrød, at hun havde doneret sin nyre til ham.
Hun svarede roligt nej, fordi hun havde truffet det ærefulde valg for den mand, hun troede, han var, og for deres børns skyld.
Hun gjorde det klart, at hendes valg tilhørte hende alene, og lod ham stå tilbage med konsekvenserne af sine egne handlinger.
Til sidst tog Mette den tomme cedertræsæske tilbage. Hun fjernede alle Lars’ gamle breve og gav børnene deres håndlavede tegninger tilbage.
Da hun befriede sig for de falske minder om et ægteskab, der var gået i stykker, indså hun, at den tomme æske ikke var et symbol på en tragedie, men på en blank side.
For første gang i mange år følte hun sig helt fri. Hun vidste, at hendes fremtid og hendes heling nu fuldstændigt tilhørte hende selv.