Henrik vendte tilbage til bænken ved sin barndoms sø efter femoghalvtreds år, kun for at finde tre mystiske kasser, som hans tidligere gymnasievenner, som han gennem årene var gledet fra, havde efterladt: Thomas, Rasmus og Niels. I det slidte træ var deres gamle initialer indgraveret — H.T.R.N. — hvilket mindede ham om de løfter, de havde givet hinanden, da de blev færdige med skolen i 1970, før livet førte dem hver sin vej rundt i verden.
Inde i kasserne fandt Henrik personlige genstande som en gammel fiskekunstagn og et kompas samt hjerteskærende breve, der afslørede, at hans venner havde troet, at Henrik havde forladt dem, fordi han havde ignoreret deres breve gennem årtier.
Til Henriks store sorg fandt han ud af, at Thomas og Rasmus allerede var døde. Deres børn havde opfyldt deres sidste ønsker og afleveret kasserne. Men da Henrik senere fandt en aflåst skuffe i kælderen i sin afdøde fars hus, fyldt med årtiers skjult og uåbnet post — herunder Henriks egne breve, som hans kontrollerende far bevidst havde tilbageholdt for at holde ham tæt på sig — kom den tragiske sandhed om deres femoghalvtreds år lange adskillelse endelig frem i lyset.
Fast besluttet på ikke at spilde den tid, han havde tilbage, rejste Henrik til Portugal for at genforenes med Niels, som nu var gammel og skrøbelig. Deres følelsesladede møde lukkede et halvt århundredes smerte, mens de delte sandheden om de tilbageholdte breve og sørgede over de venner, de havde mistet. Det viste, at deres venskab havde overlevet tidens gang på trods af løgnene.
En måned senere mødtes Thomas’ og Rasmus’ børn med Henrik og Niels for at samle endnu et stykke af deres fælles historie. Rundt om Niels’ seng lagde de den røde kunstagn, kompasset, den udskårne fisk og den originale lommekniv.
Til sidst tog Henrik lommekniven med tilbage til søen. Han lod fingrene følge de falmede initialer på bænken og fandt fred i visheden om, at hans venner, trods de femoghalvtreds år der var gået, aldrig havde glemt ham.