Den tolvårige Emil havde brugt næsten et helt år på at arbejde hårdt for at spare op til sin drømme-mountainbike, indtil hans uopmærksomme nabo, Lars, kørte ind i den med sin lastbil og bøjede stellet fuldstændigt.
Da Emils far, Mads, konfronterede Lars, nægtede naboen stædigt at tage ansvar eller betale for en erstatning. Han hævdede, at cyklen var parkeret for tæt på vejen.
I stedet for at blive vred lagde Emil sin egen stille plan. Han skaffede videobeviser fra en hjælpsom nabo og printede flyers for at få flere havearbejdsopgaver i nabolaget. Han var fast besluttet på at tjene penge nok til selv at købe en ny cykel.
Da Lars indså, at hele nabolaget havde lagt mærke til, hvad han havde gjort – og havde set Emil arbejde utrætteligt dag efter dag for at løse situationen – begyndte hans oprindelige selvsikkerhed at forsvinde og blev erstattet af ægte skyldfølelse.
Til sidst gik han hen til Emil, undskyldte for sin dårlige opførsel og sine dårlige undskyldninger og tilbød at betale hele beløbet for at erstatte cyklen.
Emil accepterede betalingen for den ødelagte cykel, men beholdt de penge, han selv havde tjent på småjobs i nabolaget. På den måde lærte han den voksne nabo en værdifuld lektie om ansvar.
Til sidst satte Emil endda Lars tilbage på sin liste over kunder til græsslåning – men først efter at have hævet sine priser på grund af den store efterspørgsel.