Som treogtrediveårig fik Mette sine æg nedfrosset – med det praktiske håb om at sikre sin fremtid, mens hun ventede på at stifte en traditionel familie med en ægtemand og børn.
Årene gik, og forhold kom og gik, men ingen af dem førte til ægteskab eller moderskab. Derfor skabte hun sig et meningsfuldt og selvstændigt liv og fortsatte med at betale de årlige opbevaringsgebyrer for sine nedfrosne æg.
I slutningen af halvfjerdserne, efter at have været igennem en karriere, pensionering og tabet af sine forældre, besluttede Mette, at hun ikke længere ville spørge sig selv: „Hvad nu hvis?“
Hun besluttede at blive mor ved hjælp af sit allersidste nedfrosne æg og en surrogatmor.
Ni måneder senere holdt hun som femoghalvfjerdigårig sin nyfødte datter Freja i armene og opfyldte dermed en toogfyrre år gammel drøm.
Blot tre dage efter at have taget Freja med hjem blev Mette overrasket af en banken på døren. Udenfor stod en fremmed kvinde på toogfyrre år ved navn Sofie.
Sofie var blevet kontaktet af fertilitetsklinikken på grund af en mulig laboratoriefejl.
Under en intern kontrol efter Frejas fødsel havde laboratorieteknikerne opdaget uoverensstemmelser mellem identifikationsnumrene i registreringerne af Mettes og Sofies opbevarede æg. Det skabte frygt for, at det forkerte æg kunne være blevet brugt.
Overvældet af frygt og usikkerhed bad Mette den knuste kvinde komme indenfor. Sofie fortalte sin egen tragiske historie om fertilitetsproblemer og om tabet af sin mand i en bilulykke.
Mens de ventede på resultaterne af en haste-DNA-test, blev spændingen mellem dem langsomt afløst af gensidig medfølelse. Da Sofie sad med tårer i øjnene, lod Mette hende holde lille Freja i armene.
Endelig ringede klinikken.
Lægen bekræftede, at Freja faktisk var Mettes biologiske barn. Den besked fjernede den overvældende frygt for, at Mette kunne miste sin datter.
Men lægen havde endnu en ødelæggende besked.
Sofies sidste opbevarede æg var ved den samme administrative fejl ved et uheld blevet kasseret af laboratoriet. Det betød, at hendes mulighed for nogensinde at blive biologisk mor var forsvundet for altid.
Mette nægtede at lade Sofie gå tomhændet derfra, efter at klinikken så brutalt havde vakt hendes håb for derefter at knuse det igen.
Hun bad Sofie komme tilbage næste dag og blive en del af Frejas liv.
I de følgende måneder og år voksede Sofie til at blive et højt værdsat medlem af familien. Hun gav Freja en ekstra dosis kærlighed og støtte, mens Mette udfyldte sin rolle som mor.
Som femoghalvfjerdsårig indså Mette noget vigtigt: Selvom hendes vej til moderskabet havde været langt mere kaotisk end den plan, hun havde forestillet sig som treogtrediveårig, havde den givet hende et rigere og mere meningsfuldt liv, end hun nogensinde kunne have forestillet sig.