Anders’ enkle gestus, hvor han hjalp sin 84-årige nabo Erik med at bære indkøbsposerne op på verandaen, udviklede sig til en stille søndagstradition, der varede i 12 år. Over ugentlige kopper kaffe opbyggede de to et dybt bånd gennem samtaler om tab, familie og tidens gang. Selvom Eriks distancerede nevø Mads sjældent ringede, medmindre han havde brug for økonomisk hjælp, kom Anders trofast forbi af ren venskab og forventede aldrig noget til gengæld.
Efter at Erik var sovet fredeligt ind i en alder af 84 år, viste Mads straks interesse for at sælge ejendommen og beskyldte fejlagtigt Anders for at have udnyttet sin onkel. Men efter begravelsen opsøgte Eriks advokat Anders og overrakte ham en slidt læderkuffert, som Erik flere år tidligere havde fået notarbekræftet for at sikre, at den udelukkende skulle gives til hans trofaste nabo.
Da Mads konfronterede Anders om arven, viste Anders ham blot et af Eriks skriftlige notater, hvori det i detaljer blev beskrevet, hvordan nevøen havde forsømt sin onkel. Konfronteret med Eriks sande ord gik Mads tavst sin vej, ude af stand til at benægte sandheden om sin onkels følelser.
For at ære arven efter sin afdøde ven brugte Anders en del af pengene til at grundlægge en lokal organisation kaldet Eriks Søndagskreds, som arbejder for at levere mad og tilbyde selskab til isolerede ældre mennesker. I dag læser han hver søndag morgen et af de breve, Erik efterlod, som en varig påmindelse om, at det aldrig er forgæves blot at være der for et andet menneske.