Efter at have mistet sin kone Margareta efter næsten seks årtiers liv sammen, druknede den 85-årige Harald i en smertefuld stilhed. I stedet for at give ham trøst under hans dybe sorg blev hans tre voksne børn, Mikkel, Freja og Jonas, fjerne og distraherede. De var besat af hans hus, hans testamente og deres kommende økonomiske arv i stedet for at bekymre sig om hans følelsesmæssige velbefindende.
Frustreret over deres kulde og drevet af en gammel drøm, som han og Margareta altid havde delt, besluttede Harald at handle. Han brugte en stor del af sine opsparinger på en luksuriøs veteranbil og planlagde de rejser, som han og Margareta længe havde udskudt. Da hans børn fandt ud af købet, stormede de rasende ind i hans hjem. De beskyldte ham for at ødelægge deres økonomiske fremtid og bekræftede dermed hans værste frygt om deres grådighed.
Konflikten blev dramatisk, da Harald lagde Margaretas perlearmbånd på køkkenbordet – et smykke, som hans børn under begravelsen hjerteløst havde skændtes om, fordi de mente, at det var blevet stjålet, mens de stod ved siden af hendes kiste. Lamslåede af rædsel og fyldt med skyldfølelse brød børnene sammen og indrømmede, at deres opførsel skyldtes panik og frygt for de forandringer, der fulgte efter deres mors død.
Da Harald indså, at hans børn så ham mere som en bankkonto end som en sørgende far, fortalte han roligt, at han havde ændret sit testamente. Han havde besluttet at give størstedelen af sin resterende formue til velgørende organisationer, som Margareta havde støttet gennem sit liv. Han gjorde det klart, at de ikke ville stå helt uden noget, men at de heller ikke længere ville modtage en enorm og ufortjent økonomisk gevinst. Det tvang dem til at konfrontere deres egen egoisme og forstå den sande værdi af familie.
Til sidst blev leveringen af Haralds dybgrønne luksusbil et vendepunkt i hans liv. Den gav ham et sjældent øjeblik med glæde og latter, da han lagde Margaretas perlearmbånd i handskerummet. I stedet for at trække sig tilbage fra livet i sine sidste år besluttede Harald endelig at omfavne de eventyr, som han og Margareta altid havde drømt om, men aldrig havde fået oplevet.
Han beviste, at det at leve for alvor betyder at nægte at forsvinde, før ens egen historie er slut.