Daniel følte en blanding af angst og lettelse, da han gjorde sig klar til skoleballet og besluttede at tage en mørkegrøn kjole på, som endelig gav ham mulighed for at udtrykke sit sande jeg. Trods sin frygt for sine klassekammeraters dom gav hans bedste ven Freja og hans ven Noah ham urokkelig støtte og opmuntrede ham til at omfavne sin autentiske identitet. Da han ankom til ballet i kjolen, gik hans værste frygt i opfyldelse, da mængden brød ud i hån og latter og filmede hans entré med deres telefoner.
Situationen eskalerede, da en gruppe elever, anført af Mads, trængte Daniel og Noah op i en krog og krævede, at de dansede for at ydmyge dem yderligere. Midt i denne anspændte konfrontation kom det frem, at Noah i hemmelighed og uden Daniels samtykke havde indstillet dem til at blive skoleballets kongepar. Selvom Daniel følte sig udstillet og forrådt på grund af manglen på medbestemmelse, stod han fast over for den hånende gruppe og erklærede modigt, at han hellere ville være sig selv i denne kjole end en, der desperat jagtede billige grin.
Netop som stemningen nåede sit kritiske punkt, afbrød rektor Madsen kaosset ved at kalde Daniel og Noah op på scenen. Til hele balsalens overraskelse meddelte han, at parret på baggrund af de stemmer, der allerede var afgivet før arrangementet, var blevet valgt som skoleballets kongepar. Rektor Madsen vendte sig derefter strengt mod mængden, fordømte den offentlige grusomhed og ydmygelse, der havde fundet sted, og insisterede på, at eleverne skulle holdes ansvarlige for deres adfærd, hvilket fik de hånende elever til at tie.
Da mængden nu var ydmyg og opmærksom, benyttede Daniel lejligheden til at tale i mikrofonen. Han talte åbent om den udmattelse, det var konstant at skjule sin identitet, og forklarede, at han bar kjolen, fordi han kunne lide den, og ikke for at lave en scene eller give en moralsk lektion. Hans ærlige ord ramte mange i salen og ændrede stemningen fra hån til ægte respekt, da eleverne begyndte at klappe og anerkendte det mod, det krævede at være sig selv.
Aftenen endte med et vendepunkt i skolens sociale atmosfære, da de elever, der tidligere havde hånet, blev isoleret og irettesat. Noah og Daniel fik til sidst talt deres konflikt igennem, hvor Noah undskyldte for sin manglende kommunikation og samtidig udtrykte sin dybe beundring for Daniel. Forsonet og bekræftet gik parret ud på dansegulvet til en langsom sang; de gemte sig ikke længere og frygtede ikke længere mængden, efter at de til sidst havde bevist, at deres autenticitet var stærkere end den grusomhed, der var rettet imod dem.