Den tiårige Mikkel sneg sig hjemmefra i flere dage og kom tilbage dækket af motorolie, hvilket fik hans mor Ida til at frygte, at han var kommet i dårligt selskab. Mikkel havde altid elsket at reparere ødelagte ting i hjemmet ved hjælp af et glas fyldt med ekstra skruer, som han opbevarede under sin seng. Han var drevet af en overbevisning om, at ødelagte ting aldrig virkelig er værdiløse. Hans far Thomas skuffede ofte drengen ved at aflyse deres weekendplaner i sidste øjeblik og konstant affeje Mikkels kreative projekter som intet andet end leg med skrot.
Fast besluttet på at afsløre sin søns hemmelighed fulgte Ida en eftermiddag efter skole efter Mikkel og opdagede ham i garagen hos deres kørestolsbundne nabo, hr. Walter. I stedet for at lave ballade brugte Mikkel kærligt legetøjshjul, metalstænger og remme til at bygge en speciallavet kørestol til hr. Walters syge hund, Basse, hvis bagben var lammede. Da Thomas senere kom forbi og hånede drengens opfindelse, trådte Ida til for at beskytte sin søns gode hjerte, mens Mikkel stille accepterede, at hans far simpelthen ikke var i stand til at forstå hans passion.
Allerede næste eftermiddag kaldte Mikkel begejstret på sin mor for at vise hende, hvordan Basse rullede ned ad fortovet, logrende med halen og gøende lykkeligt for første gang i flere uger. Synet var så rørende, at hele nabolaget jublede, og en tydeligt bevæget hr. Walter erklærede stolt, at Mikkel havde bestået en særlig karakterprøve. Derefter førte han dem ud i sin have for at grave en nedgravet metalkasse op, som indeholdt en håndlavet medalje til den unge opfinder, et anbefalingsbrev til et junior-robotikprogram og et stipendium, der dækkede alle udgifter det første år.
Netop som de åbnede kassen, ankom Thomas i sin pickup og forsøgte grådigt at tage kontrollen over situationen og de potentielle penge. Hr. Walter satte ham straks på plads og mindede ham offentligt om, hvordan han måneder tidligere egoistisk havde nægtet at reparere en ødelagt rampe. Det beviste, at Mikkel besad en grundlæggende empati, som hans far fuldstændig manglede. Thomas indså, at hans tilstedeværelse ikke længere var ønsket eller respekteret, og trak sig tilbage, mens hr. Walter gav Mikkel en nøgle til sit nyorganiserede værksted for at lære ham ægte ingeniørkunst.
Tre uger senere afholdt den lokale skole en stor fællessamling for at hædre Mikkel, efter at en video af Basses nye hjul var gået viralt på internettet. Da Thomas kom for sent og forsøgte at tage en plads på forreste række ved siden af sin søn, bad Mikkel ham roligt, men bestemt om at sætte sig længere tilbage. Det viste, at han endelig vidste, hvem der virkelig havde støttet ham. Mikkel stod stolt på scenen sammen med Basse og hr. Walter og forklarede, at ødelagte ting aldrig er værdiløse, og at lidt støtte kan hjælpe enhver med at komme videre igen.