Merete havde brugt hele sit voksenliv på at gemme sig bag høje halsudskæringer og lange ærmer, hjemsøgt af den brand, der havde mærket hende som trettenårig. Verdens medlidenhed havde altid føltes tungere end selve forbrændingerne, og det fik hende til at tro, at ægte kærlighed var en luksus for de „fejlfrie“.
Da hun mødte Kalle, en venlig blind klaverlærer, følte hun en tryghed, hun aldrig før havde kendt. For hende var hans blindhed et skjold; han ville aldrig vige tilbage ved synet af hendes udseende eller se det „ødelagte menneske“, som hun selv mente, hun var.
Deres bryllupsdag var en bittersød sejr, fyldt med de ujævne toner fra hans elevers musik og glædestårerne fra Meretes søster Lone. For første gang følte Merete sig som en brud og ikke som et offer.
Men trygheden på bryllupsnatten blev knust, da Kalles hænder fulgte sporene af hendes ar. Med tungt hjerte betroede han hende en hemmelighed, han havde båret på i to årtier: Han havde været en af de tankeløse teenagere, hvis uagtsomhed havde forårsaget netop den eksplosion, der havde vansiret hende.
Afsløringen fik Merete til at vakle, som om hendes ægteskab var bygget mere på skyld end på kærlighed. Kalle forklarede, at han i begyndelsen ikke vidste, hvem hun var, men da han fandt ud af det, holdt frygten for at miste hende ham tavs indtil efter bryllupsløfterne.
Chokeret og med en følelse af at være blevet forrådt søgte Merete tilflugt hos sin søster. Hun tilbragte en søvnløs nat med at kæmpe med ironien i, at manden, som endelig havde fået hende til at føle sig smuk, var den samme person, der havde været ansvarlig for hendes dybeste smerte.
Ved daggry gik det op for Merete, at hun ikke længere ville lade fortidens skygger styre hendes fremtid. Hun vendte tilbage til Kalles lejlighed og fandt ham fumlende rundt i køkkenet, mens han forsøgte at navigere gennem en verden af skyldfølelse og brændt morgenmad.
Da hun tog hans hånd for at hjælpe ham, begyndte vreden at smelte væk. Hun så ikke en skurk, men en mand, der havde levet i sin egen form for mørke og båret en byrde af anger, der vejede lige så tungt som hendes ar.
I det køkken traf Merete sin første beslutning som hustru: Hun tog plads ved komfuret og gjorde krav på sin rolle i deres hjem. Hun valgte at tilgive, fordi hun indså, at Kalles kærlighed ikke var bod eller selvstraf, men en oprigtig forbindelse til hendes sjæl.
For første gang så Merete på sine ar og så overlevelse i stedet for skam. De var ikke længere en hemmelighed, der skulle skjules, men en fælles historie, som – når den først kom frem i lyset – gjorde det muligt for dem begge endelig at hele og begynde deres liv sammen.