Syv år tidligere forsvandt Anna Madsens mand Rasmus og hendes to sted-sønner, tvillingerne Mads og Emil, under en almindelig fisketur ved Emajõgi. Da man kun fandt en tom båd og efterladte redningsveste, nåede lokalsamfundet frem til, at de var druknet. Anna levede næsten et årti i stivnet sorg og opfostrede sin datter Liva alene, mens hun konstant blev hjemsøgt af manglen på svar og de stille rum i huset.
Mysteriet blev opklaret, da den 13-årige Liva fandt en gammel telefon med en skjult video fra natten før forsvindingen. På optagelsen afslørede Rasmus et chokerende bedrag: Han havde ikke taget drengene med på fisketur for blot at vende tilbage — han havde i al hemmelighed overgivet dem til deres biologiske mor, Andrea. Han hævdede, at drengene fortjente en fremtid, han ikke kunne give dem, og lod Anna tro, at de var døde, mens han arrangerede et nyt liv for dem langt væk fra hende.
Drevet af afsløringen i videoen rejste Anna og Liva hundreder af kilometer for at konfrontere Andrea. Ved ankomsten fandt Anna huset fyldt med billeder af hendes stedsønners opvækst og opdagede en gravsten på en lokal kirkegård. Det viste sig, at Rasmus var blevet diagnosticeret med fremskreden kræft; i frygt for at efterlade Anna som enke med tre børn besluttede han — uden hendes samtykke — at bringe drengene tilbage til deres biologiske mor før sin død.
Konfrontationen afslørede et net af løgne, der havde varet i syv år. Andrea forklarede, at Rasmus havde brugt sine sidste måneder på at forberede drengene på deres “nye” liv og på at holde hemmeligheden, og han efterlod til sidst en trustfond og et brev til Anna, som skulle forblive skjult i ti år. Anna indså, at hendes mand havde stjålet år af hendes liv ved at tvinge hende til at sørge over børn, som i virkeligheden havde været i live og raske.
Efter hjemkomsten med et nyligt foto af de nu teenage-drenge stod Anna tilbage med en kompleks virkelighed. Selvom der stadig er et håb om en fremtidig genforening mellem Liva og hendes brødre, vejer følelsen af forræderi tungt. Anna holdt til sidst op med at kigge efter et spøgelse ved døren, da hun indså, at hun aldrig vil kunne tilgive Rasmus for hans “barmhjertighedshandling” — men hun kan endelig begynde at sørge over sandheden om hans død, i stedet for mysteriet om hans forsvinden.