Simons og Claires længe ventede drøm om at blive forældre gik endelig i opfyldelse, da de adopterede den fireårige Sophie. Efter mange års kamp med barnløshed og en udmattende adoptionsproces tog de imod den lille pige med åbne arme. I begyndelsen virkede alt perfekt; Simon følte en øjeblikkelig og dyb forbindelse til Sophie, og Claire virkede lige så engageret i deres nye liv som en familie på tre.
Honeymoon-fasen sluttede brat blot en måned senere. Simon kom hjem og fandt en forskrækket Sophie og en kold, fjern Claire. Mens Simon var væk, havde Sophie ved et uheld fået spildt blå maling på Claires brudekjole, da hun forsøgte at beundre den. Denne lille ulykke udløste et voldsomt sammenbrud hos Claire, som påstod, at barnet var manipulerende og bevidst forsøgte at ødelægge hendes liv og ægteskab.
Til Simons chok stillede Claire et hjerteløst ultimatum: enten skulle Sophie sendes tilbage til adoptionsbureauet, eller også ville Claire gå. Hun indrømmede, at hun aldrig havde ønsket barnet lige så meget som Simon, og hun så pigen mere som en byrde end som en datter. Simon nægtede at opgive et barn, der allerede havde oplevet så meget afvisning, og valgte uden tøven Sophie. Han indså, at den kvinde, han havde giftet sig med, var væk – erstattet af en, der kunne kassere et sårbart barn på grund af et stykke stof.
Et år efter separationen mødtes Simon og Claire med en mediator for at afslutte deres brud. Claire forsøgte at undskylde og sagde, at hun blot havde været overvældet og ønskede forsoning. Simon forblev dog fast. Han beskrev det følelsesmæssige traume, Sophie havde lidt efter Claires pludselige afvisning – hendes natlige frygt og konstante angst for at blive sendt væk igen. Han fortalte Claire, at selvom hun måske havde været overvældet, så var han blevet, og han kunne ikke længere elske en kvinde, der havde knust et barns hjerte.
I dag er Simon en enlig far, der dedikerer sig til Sophies heling. Selvom sporene fra hendes fortid stadig viser sig i hendes usikkerhed og behov for tryghed, begynder hun langsomt at blomstre. Hun lærer, at kærlighed ikke afhænger af at være “perfekt”, og at hendes far aldrig vil forlade hende. Simon fortryder intet; han mistede en hustru, men fik en datter – og deres bånd er nu det urokkelige fundament i et rigtigt hjem.