Eftermiddagshimlen havde fået en blålig-lilla, forslået farve, og et voldsomt skybrud forvandlede den lokale bæk til en rasende, opskummende kanal. Midt i det stigende drivgods sad en lille, skrækslagen terrier fanget på en splintrende trækasse. Hundens line havde sat sig fast i kassens kant, mens den anden ende af rebet sad fast i jernristen til et stort overløbsafløb. Da vandstanden steg, begyndte kassen at drive mod hvirvlen, og rebet blev kortere for hvert øjeblik. Hver strøm af vand trak dyret tættere på afløbets mørke, brølende indtag.
Markus nåede ikke at tænke over vandets temperatur eller understrømmens kraft. Han trådte ud i den taljehøje strøm, og hans støvler blev øjeblikkeligt fyldt med slam. Vandets kraft var bedragerisk og pressede mod hans lår som en fast vægt. Han kastede sig frem, og hans fingre ramte det gennemblødte reb lige da kassen begyndte at vippe. Han greb linen med begge hænder, plantede fødderne mod den oversvømmede betonkant og lænede sig tilbage, mens hans muskler spændte mod afløbets ubarmhjertige træk. „Hold det fast!” råbte han til en forbipasserende på bredden, selvom hans stemme næsten druknede i regnens brøl.
Vandet slog med fornyet kraft, en bølge ramte Markus i brystet og var tæt på at vælte ham. I samme øjeblik blev rebet stramt som en guitarstreng. Kassen begyndte at gå i stykker under presset, og hunden udstødte et skarpt, panisk piv, mens dens poter gled i det kolde skum. Markus vidste, at han ikke kunne vinde tovtrækket mod hele byens afløbssystem længe. Han flyttede sin vægt og begyndte at vikle rebet om sin underarm, mens han langsomt trak sig tættere på de flydende vragrester.
Med et sidste desperat ryk kastede Markus sig over afstanden. Han ignorerede den brændende smerte i skuldrene og greb hundens pels. Dyret, der fornemmede en redning, kæmpede sig mod ham og forlod den synkende kasse i det øjeblik, den blev suget voldsomt mod afløbets jernriste. Markus faldt bagud mod det lavere vand nær bredden med hunden tæt ind til brystet. Rebet, nu slap og ubrugeligt, drev bag dem i det mudrede vand, mens tilskueren hjalp dem op på den græsklædte skråning.
I sikkerhed på det gennemblødte græs satte Markus sig et øjeblik og gispede efter vejret, mens regnen begyndte at aftage til en fin tåge. Hunden, rystende men uskadt, rystede sig kraftigt og sendte en sky af mudret vand i ansigtet på ham. Han kunne ikke lade være med at grine, lettelsen skyllede gennem ham efter den intense adrenalin. Han tjekkede hundens halsbånd og fandt et telefonnummer, men før han nåede at række ud efter sin vandtætte pose, standsede en bil skrigende i nærheden. En panisk familie sprang ud, deres lettelsesskrig rungede gennem parken. Mens de skyndte sig hen for at hente deres kæledyr, gav Markus snoren tilbage og rejste sig, mens han så det før farlige vand endelig begynde at trække sig tilbage.