Den dømte fange Mikkel sad og ventede på sine sidste timer bag de kolde betonvægge, da han fremsatte ét sidste ønske: at se sin eneste tilflugt i verden, sin gamle hund, én sidste gang. Da den tunge ståldør til cellen knirkede op, trådte der ikke blot et dyr ind, men den sidste rest af Mikkels tabte menneskelighed. Vagterne stillede sig diskret til side for at overvære dette usædvanlige øjeblik.
Den ældre Belgiske Malinois, hvis ansigt var blevet gråt af alder, gik langsomt hen mod sin ejer. Mikkel sank sammen, da han så den, og med de håndjernede hænder rørte han ved hundens pels, mens hans skuldre rystede af gråd. For denne mand, som var blevet forladt af både familie og venner, var hunden det sidste levende bevis på ubetinget kærlighed. Alle i rummet ventede i stilhed på, at dette rørende farvel skulle ende.
Men da tiden kom, og vagterne gjorde klar til at føre Mikkel til henrettelsen, skete der noget, som chokerede alle til stede. Den ellers rolige og gamle hund forvandlede sig pludselig til en vild beskytter. Den stillede sig foran Mikkel, rejste pelsen og viste tænder, mens den med en dyb knurren udfordrede vagterne og fik hele fængslet til at skælve. Som om den nægtede at acceptere dommen og forsøgte at standse døden.
Vagterne blev tvunget til at trække sig tilbage; hundens loyalitet overgik både våben og ordrer. Da de forsøgte at trække den væk med magt, kæmpede den med alt, hvad den havde, mens poterne gled hen over gulvet for ikke at slippe sin ejer. Ekkoet af dens gøen i gangene var ikke blot en lyd fra et dyr, men et oprør fra en urokkelig og ubrydelig kærlighed.
Til sidst, da hunden med besvær blev ført ud, sænkede en dyb stilhed sig over fængslets gange. Mikkel så efter sin hund, og for første gang bredte der sig et fredfyldt smil på hans ansigt. Selvom han var blevet slettet af alle, gav visheden om, at et levende væsen selv i hans sidste øjeblikke havde vendt verden imod ham, ham modet til at gå mod sin skæbne.