Jens havde den morgen stædigt besluttet sig for at fjerne de tørre grene, som stormen havde blæst op på taget. Hans kone Mette sagde: “Vent til weekenden, så kan vi låne en ordentlig stige fra naboen,” men som altid ignorerede han hende. Han stillede den gamle, revnede og ustabile træstige på den mudrede jord. Den ældre mand, som betragtede det at bede om hjælp som en svaghed, begyndte mumlende at klatre op ad trinene; hans eneste mål var at få den irriterende kradsende lyd til at stoppe.
Husets gnavne, men kloge hest Buster stod stille og betragtede det hele. Buster havde en mærkelig vane: hver gang han så nogen løfte sig fra jorden, blev han urolig og begyndte at gå rundt. Da Jens rakte opad, kom Buster tættere på og puffede til hans ben med mulen. “Skrid med dig, dumme dyr!” råbte den gamle mand og forsøgte at jage ham væk. Som en sidste udvej greb Buster fat i Jens’ bukseben med tænderne og trak alt, hvad han kunne, nedad.
Mette sad på en skammel i haven og lo højlydt, mens hun så sin mand hænge hjælpeløst fast på stigen. Jens forsøgte både at redde sine bukser og holde balancen, mens han råbte: “Hold op med at grine og hjælp mig!” Selv naboerne samledes bag hegnet for at se det komiske syn. Buster derimod stod fast plantet med benene og blev ved med at trække, som om han havde svoret at redde sin ejer fra en stor fejltagelse.
Netop som Jens vredt begyndte at klatre ned ad stigen, flammede et blændende lys pludselig hen over den klare blå himmel. Et enormt lyn slog ned uden varsel præcis dér, hvor Jens’ hænder havde været få sekunder før – lige ved tagkanten. Et brag lød, gnister fløj gennem luften, og en skarp lugt af brændt fyldte omgivelserne. Latteren i haven forsvandt på et øjeblik og blev erstattet af en dyb, isnende stilhed.
Rystet stod Jens med kridhvidt ansigt og så først på det ødelagte tag og derefter på sin hest, der stadig pustede tungt. Buster så ham direkte i øjnene, som om han hele tiden havde fornemmet faren. Den aften smadrede Jens den gamle stige og smed den væk. Den dag lærte han på den hårde måde, at et dyrs instinkter nogle gange kan være langt mere livsreddende end et menneskes stædighed.