Line tilbragte sit liv med at tro, at hendes værdi var knyttet til hendes nytte, fordi hun ikke levede op til den “ideelle” kropstype. Som den selvudnævnte “stærke pige” fokuserede hun på at være den mest pålidelige ven og partner – sådan mødte hun også Søren. De var sammen i tre år, en tid hvor Line for første gang virkelig følte sig set, indtil den dag hun opdagede et billede i deres fælles cloudlager: Søren i seng med hendes slanke, blonde bedste veninde Maja. Konfronteret med utroskaben gav Søren ingen undskyldning; i stedet retfærdiggjorde han sine handlinger brutalt ved at sige, at Maja mere var “hans type”, og at Line simpelthen ikke havde taget sig godt nok af sig selv til at “passe” til ham.
Chokket over at miste både sin partner og sin bedste veninde drev Line ind i en periode med intens selvrefleksion og fysisk forandring. Drevet af en blanding af hjertesorg og ønsket om at genvinde sin krop begyndte hun en konsekvent rejse med træning og sunde vaner. Over seks måneder ændrede hendes ydre sig markant og gav hende de sociale “belønninger” – fremmedes smil og familiens komplimenter – som hun aldrig før havde oplevet. Men mens hendes ydre blev mindre, voksede hendes indre forståelse af sin egen værdi, hvilket førte hende til erkendelsen af, at den “store pige”, som Søren havde forladt, faktisk altid havde været for god til ham.
Fortællingen tog en surrealistisk drejning på Sørens og Majas bryllupsdag, da Sørens mor, den sædvanligt passiv-aggressive fru Vestergaard, ringede Line op og bad hende komme til country clubben. Ved sin ankomst fandt Line et billede af total ødelæggelse: festsalen var smadret, og bruden var forsvundet. Maja var blevet fanget i sit eget net af utroskab og var flygtet fra ceremonien efter at have fornærmet Sørens karakter. I en ufattelig frækhed foreslog fru Vestergaard, at Line skulle træde til som “reservebrud” for at redde familien fra offentlig ydmygelse, og bemærkede, at nu hvor Line havde tabt sig, passede hun endelig godt nok til Søren til at stå ved alteret.
Ironien nåede sit højdepunkt sent på aftenen, da Søren dukkede op ved Lines dør og lignede et “flot vrag”. Han fulgte sin mors tone og foreslog, at de kunne vende dagens begivenheder til en romantisk historie om, hvordan man til sidst ender med “den rette”. Han indrømmede åbent, at han ikke havde fundet Line elskelig, da hun var større, men at hendes nye udseende nu gjorde hende til en brugbar PR-strategi for at redde hans omdømme. Denne udveksling afslørede overfladiskheden i hans følelser; ifølge socialpsykologisk forskning om “lookism” har mennesker ofte en tendens til fejlagtigt at ligestille fysisk tiltrækningskraft med moralsk karakter – en fordom, som Søren udnyttede for at retfærdiggøre både sin tidligere grusomhed og sin nuværende desperation.
Til sidst indså Line, at det vigtigste, hun havde mistet i løbet af de sidste seks måneder, ikke var vægten, men troen på, at hun skulle gøre sig fortjent til grundlæggende respekt. Hun afviste Sørens forslag med en nyvunden klarhed og påpegede, at det ikke var Maja, der havde ødelagt hans liv – hun havde blot spillet hans eget overfladiske spil bedre end ham selv. Ved at smække døren i for både sin ekskæreste og hans families panikplan for et bryllup beviste Line, at hun ikke længere var nogens plan B. Hun gik derfra ikke kun fysisk lettere, men med en uendeligt styrket selvfølelse, og med forståelsen af, at hendes værdi aldrig kunne måles på en vægt.