Efter Klaras pludselige død befandt Jakob sig i et hjem, der stadig var fyldt med hendes nærvær. Mens han ledte efter hendes testamente, opdagede han en skjult æske med en skilsmissebevilling fra for 21 år siden og en fødselsattest for en datter ved navn Liva, som var født før deres ægteskab. Jakob indså, at hans tidligere bilulykke og det efterfølgende hukommelsestab havde gjort det muligt for Klara at skjule en splittet periode i sit liv – herunder en juridisk separation, som de ganske enkelt havde ignoreret, da han vendte hjem, og deres fælles hverdag faldt på plads igen.
Klaras advokat kom kort efter med et sidste brev, som gav de manglende brikker i puslespillet. Klara forklarede, at hun havde bortadopteret Liva som tyveårig, men kort før Jakobs ulykke havde hun i hemmelighed opsøgt hende igen. Overvældet af skyldfølelse og Jakobs skrøbelige tilstand havde hun indgivet skilsmisse, men hun gennemførte aldrig en følelsesmæssig eller fysisk adskillelse. Hun tilbragte resten af sit liv i alle de måder, der betød noget, som hans hustru og valgte at beskytte det “genopbyggede liv”, de delte, frem for at ødelægge det med sandheden om sin fortid.
Jakob tog til sidst kontakt til Liva, en ung kvinde, der boede i Los Angeles. Deres første møde var en åbenbaring; han så Klaras træk afspejlet i Livas holdning og ansigtsudtryk. Virkeligheden i Livas liv var dog langt fra den stabile tilværelse, Klara havde håbet på for hende. Liva afslørede, at hun havde arbejdet i pornofilmerbranchen af nødvendighed for at overleve – en indrømmelse, hun fremlagde med træt ærlighed snarere end undskyldning.
I stedet for at trække sig tilbage tilbød Jakob hende ubetinget støtte og fortalte Liva, at han ville blive i hendes liv, uanset om en DNA-test kunne bevise biologisk faderskab eller ej. Han hjalp hende med at flytte til en sikker lejlighed og integrerede hende i familien, hvor han til sidst præsenterede hende for hans og Klaras andre børn, Peter og Sandra. Denne “sociale integration” var i starten svær, men en fælles humor og fysiske ligheder byggede til sidst bro mellem søskendene.
Til sidst indså Jakob, at hans sorg havde skabt plads til en større og mere kompleks familie. Klara havde på en måde “syet” dem alle sammen gennem sine hemmeligheder og sin kærlighed. Da Jakob stod på sin veranda og så sine tre børn være sammen, gik det op for ham, at selvom Klara var borte, levede hendes stædighed og stille intensitet videre i dem. Sandheden ødelagde ikke hans minder om hende; den afslørede blot de dybe og opofrende veje, hun havde gået for at holde sin familie samlet.