Tre uger efter, at han havde flyttet sin familie fra Texas til en stille lille by i Maine, begyndte Thomas endelig at føle den fred, han havde længtes efter. Den klare luft, duften af fyrretræer og anonymiteten i en lille by føltes som en ny begyndelse – for ham, hans kone Line, deres otteårige søn Rasmus og deres trofaste dobermann Brandy. En lørdag tog de ud bag deres lille hus for at samle svampe og nød stilheden i skoven. Rasmus løb foran med sin spand, mens Brandy legende gøede ad træerne. Dagen føltes perfekt – indtil Brandys gøen pludselig blev skarp og insisterende, og Thomas indså, at Rasmus ikke længere var i syne.
Grebet af panik kæmpede Thomas sig gennem det tætte krat mod lyden af latter, der rungede fra en ukendt lysning. Det, han fandt dér, fik ham til at stivne: spredte gravsten, visne blomsterbuketter og en stilhed, der ikke føltes helt forladt. Rasmus sad på hug foran en lille grav og råbte begejstret, at han havde fundet et billede af sin far. I stenen var der indsat et slidt keramisk foto af Thomas som lille dreng – trods de afskallede kanter var det umiskendeligt. Under det stod en dato – 29. januar 1984. Hans fødselsdag. Rystet og forvirret vendte Thomas hjem den aften og fortalte Line om sin adoption: hvordan han som fireårig var blevet fundet uden for en brændende hytte, hvordan han var blevet overgivet til en brandmand ved navn Erik, med en seddel fastgjort til hans skjorte, hvor der stod: „Tag jer venligst af denne dreng. Hans navn er Thomas.“
Fast besluttet på at forstå forbindelsen besøgte Thomas det lokale bibliotek og fandt ud af, at en families hytte, som havde levet isoleret, var brændt ned for årtier siden. Bibliotekaren henviste ham til Clara M., en ældre kvinde, der havde boet i byen hele sit liv. Da Clara så ham, genkendte hun straks hans ansigt. Hun afslørede, at hans biologiske far hed Søren, og at Thomas havde haft en enægget tvillingebror. Hans bror hed Kasper. Ifølge byens optegnelser blev der fundet tre lig efter branden – man mente, det var hans forældre og en af drengene – mens ét barn blev meldt savnet. Da medicinske optegnelser var gået tabt, og der ikke fandtes nogen sikker identifikation, blev tragedien stiltiende afsluttet, og byen gik videre.
Clara forklarede, at Sørens yngre bror, Tom, var vendt tilbage efter branden og havde rejst mindesten, herunder den med Thomas’ billede. Han havde aldrig været sikker på, at begge drenge var døde. Thomas og Line besøgte Tom dagen efter. Den ældre mand stirrede på Thomas, som om han så et spøgelse, og bad dem derefter stille indenfor. Tom indrømmede, at han altid havde troet, at en af tvillingerne kunne have overlevet, og havde håbet, at Thomas på en eller anden måde var blevet reddet. Sammen gennemgik de røgskadede kasser fyldt med tegninger, fotografier og en sveden gul skjorte, som Thomas svagt genkendte fra sin barndom.
En uge senere vendte familien tilbage til lysningen sammen med Tom. Thomas knælede ved gravstenen og lagde et gammelt fødselsdagskort med ordene „Til vores drenge“ ved dens fod. Han fortalte Rasmus om Kasper – broren, han aldrig havde lært at kende. Mens en let brise bevægede sig gennem træerne, følte Thomas både sorg og taknemmelighed – sorg over livet og den bror, han havde mistet, og taknemmelighed for den chance, han havde fået. For første gang føltes tomrummet, han havde båret på siden barndommen, mindre som et afgrund og mere som en historie, der endelig var blevet genfundet.