Som 90-årig besluttede jeg at teste medmenneskeligheden på det sted, jeg kendte bedst: i mit eget supermarked. Jeg klædte mig ud som en hjemløs, bar laser og pjalter, smurte snavs i ansigtet og lod barbermaskinen ligge i en uge. I halvfjerds år havde jeg opbygget Danmarks største fødevarekæde, startet med en lille købmandsbutik efter krigen, og til sidst opnået øgenavnet ”Sydens Brødkonge”. Men rigdom, magt og succes fyldte aldrig det tomrum, der opstod, da min kone døde, og det gik op for mig, at penge alene hverken kunne sikre kærlighed, respekt eller medfølelse. Jeg ville se, hvem der ville behandle en fremmed med værdighed, selv når vedkommende var ludfattig og overset.
I det øjeblik, jeg trådte ind i butikken, ramte den kolde sandhed mig. Hvisken, stirrende blikke og dømmende kommentarer haglede ned over mig. Kasseassistenterne lo, kunderne undgik mig, og selv Keld Rasmussen, en butikschef jeg selv havde forfremmet, tilkaldte vagterne for at få mig fjernet. Mit imperium, opbygget med blod og årtiers hårdt arbejde, var blevet til en retssal, hvor jeg var den anklagede. Jeg spændte i kæberne, ikke af smerte, men af skuffelse. Forfaldet havde spredt sig gennem min arv, og jeg så de sande ansigter på menneskene omkring mig.
Så kom Mads, en ung administrator i tyverne. Til forskel fra de andre tilbød han mig en varm kop kaffe og en sandwich og behandlede mig med menneskelig anstændighed uden at kende min identitet. Han lyttede, han udviste omsorg, og han mindede mig om de værdier, jeg havde håbet ville blive ført videre. Den nat indså jeg, at medfølelse, ikke blod eller forretningssans, er den sande prøve på ens karakter. Jeg skrev mit testamente om med den hensigt at efterlade hele min formue og mit imperium til Mads, i tillid til hans hjerte frem for hans CV.
Afsløringen var dog ikke let. En advarsel fra familien hævdede, at Mads havde en kriminel fortid, hvilket tvang mig til at undersøge sagen. Han var faktisk blevet anholdt som 19-årig for biltyveri, men tiden i fængslet havde ændret ham. Da jeg konfronterede ham med det, indrømmede Mads sin fortid uden bortforklaringer og viste, at han havde brugt år på at genvinde sin integritet. Jeg så ikke en plet på hans ry, men en mand, der var blevet modnet af modgang – en person, der forstod værdighed og det at få en chance til.
Til sidst betroede jeg ikke kun Mads min formue, men også en mission. Sammen grundlagde vi ”Hansen-fonden for Menneskelig Værdighed” – støtte til hjemløse, legater til eks-indsatte og hjælp til familier i nød. Mads blev fondens livsvarige direktør og legemliggjorde de værdier, jeg længe havde ledt efter i andre. Som halvfemsårig fandt jeg endelig fred. Min arv blev ikke defineret af penge eller titler, men af medfølelse, og jeg vidste, at den ville leve videre i de mennesker, der gav og modtog, ledet af en mand, der behandlede en fremmed som et menneske.