Jeg ærede min fars minde ved at beholde det hundrede år gamle hus, han havde efterladt mig, men min families grådighed og berettigelse forvandlede det til et mareridt. Da min mor og min bror, Tobias, flyttede ind uden at være inviteret, prøvede jeg at affinde mig med det i håbet om, at det kun var midlertidigt. I stedet behandlede de mig som deres personlige hushjælp; de krævede hver eneste krog af huset og ignorerede fuldstændig mine følelser. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da de forsøgte at presse mig helt ud med påstanden om, at huset var «til familien», alt imens jeg i månedsvis stiltiende havde fundet mig i deres mangel på respekt.
Livet blev en endeløs cirkel af husarbejde, ærinder og ydmygelser. Gittes graviditet gav dem det perfekte påskud for at behandle mig som en tjener – lige fra tidlige ture efter fastfood til stjålne måltider og fødselsdags-cupcakes, der forsvandt. Uanset hvor høflig eller tålmodig jeg var, blev enhver protest mødt med hån, skyldfølelse eller beskyldninger om, at jeg var selvoptaget. Jeg så, hvordan det hjem, jeg elskede, blev til et bur, og hvordan mine minder blev fordrejet og brugt som et redskab til at kontrollere mig.
En torsdag, efter en lang dag med undervisning og arbejde, kom jeg hjem og fandt Gitte i gang med at spise den aftensmad, som jeg havde sultet efter hele dagen. Tobias og min mor stormede ind og påstod, at min frustration var ubegrundet. I det øjeblik føltes det, som om huset, familien og minderne tilhørte alle andre end mig. Min tålmodighed var opbrugt, og jeg greb endelig telefonen for at foretage det opkald, jeg havde undgået så længe – til onkel Bent, min fars bror og det eneste familiemedlem, jeg vidste, ville støtte mig oprigtigt.
Inden for få timer tegnede der sig en løsning. Onkel Bent indvilligede i at købe huset, bød over alle andre og tog kontrollen fra dem, der havde misbrugt den. Næste dag overleverede jeg papirerne til min mor, Tobias og Gitte. Deres protester, trusler og anklager var magtesløse over for den sikkerhed, jeg følte ved endelig at forsvare mine rettigheder. Da de flyttede, genvandt jeg ikke blot et hjem, men også min værdighed og min indre ro.
Uger senere flyttede jeg ind i et lille anneks for mig selv, fri for den giftige atmosfære, der havde inficeret mit barndomshjem. For første gang i et år følte jeg mig tryg, respekteret og herre over eget liv. Familie betyder ikke bare et fælles efternavn; familie betyder respekt, kærlighed og støtte. På min nye veranda, med nøglerne i hånden, gik det op for mig, at det modigste, jeg nogensinde havde gjort, var at fjerne mig fra mennesker, der ikke værdsatte mig – også selvom de kaldte sig familie.