Lykkes fjorten år lange ægteskab med Steffen endte med et koldt og offentligt forræderi, da han en tirsdag kom hjem sammen med sin elskerinde, Mie. I en handling af kalkuleret grusomhed præsenterede Steffen Mie midt i familiens stue, krævede skilsmisse og forklarede Lykke, at hun enten kunne sove på sofaen eller skride, da hans elskerinde ville blive natten over. Lykke valgte værdighed frem for en desperat konfrontation; hun pakkede taskerne for sin tolvårige datter, Lærke, og sin niårige søn, Mads, og flygtede hjem til sin mor. Denne hændelse markerede begyndelsen på en udmattende rejse gennem retssager og salget af deres fælles hjem, hvilket tvang Lykke til at genopbygge sit liv fra asken af Steffens svigt.
Overgangen fra et stabilt forstadsliv til en beskeden treværelses lejlighed var præget af Steffens stigende fravær. Mens han i starten betalte børnebidrag, stoppede hans betalinger og opkald fuldstændigt efter seks måneder, da Mie overbeviste ham om at afbryde forbindelsen til sit «gamle liv». Overladt til sig selv for at få husholdningen til at hænge sammen, tilbød Lykke sine børn den følelsesmæssige og økonomiske stabilitet, de havde brug for. Statistikker viser, at en stor andel af enlige forældre er mødre, der står med dobbeltbyrden af karriere og forældreskab uden støtte fra en partner – en virkelighed, Lykke nu mærkede på egen krop.
De psykologiske konsekvenser af et sådant forræderi udløser ofte en voldsom stressreaktion. Når en ægtefælle oplever et «tillidstraume», kan hjernens amygdala forblive i en tilstand af konstant alarmberedskab, mens det er svært at forene den nye, rystende virkelighed med minderne om et «lykkeligt» ægteskab. På trods af dette fokuserede Lykke på sine børns modstandskraft. Over tre år så hun Lærke klare sig flot i skolen og Mads brillere til robotkonkurrencer, mens hun skabte et hjem, hvor varme og tryghed kom i første række. Hendes liv fandt efterhånden en fredelig rytme, der ikke længere var defineret af den mand, der havde forladt dem.
Cirklen blev sluttet en regnfuld eftermiddag, da Lykke tilfældigt mødte Steffen og Mie på en snusket café. Parret, der engang havde gået i dyrt mærketøj, var nu i tydeligt forfald. Steffen så herjet og udmattet ud, mens Mies slidte håndtaske og nedtrådte hæle fortalte en historie om økonomisk ruin. Deres interaktion var fyldt med bitterhed, da de gav hinanden skylden for en fejlslagen investering, der havde opslugt alle deres midler. Mie endte med at gå sin vej og afslørede i samme ombæring, at de havde et fælles barn, men at hun ikke længere havde tålmodighed til at blive hos en mand, der intet havde tilbage at byde på.
I deres sidste konfrontation bønfaldt Steffen om en chance for at se sine børn og «gøre tingene gode igen», men Lykke forblev uberørt af hans desperation. Hun indså, at han ikke sørgede over tabet af sin familie, men over tabet af den komfort, han engang havde taget for givet. Hun tog imod hans nummer, men gav ingen løfter og lagde beslutningen i hænderne på sine børn. Da hun gik tilbage til sin bil, følte Lykke en dyb følelse af afklaring. Hun indså, at hendes lykke ikke var bundet op på Steffens fald, men på hendes egen succes med at have givet sine børn en stabil og kærlig fremtid. Hun havde bevist, at modstandskraft er den ultimative form for heling.