Tidligt om morgenen gik jeg ud af døren med min kaffe i hånden. Haven var fugtig efter nattens regn, og luften duftede af frisk jord. Da jeg gik mod skraldespandene, lagde jeg mærke til en mærkelig, lyserød-brun plet på asfalten. Først troede jeg, at nogen havde spildt mad; det så ud som om, en hel gryde kogt spaghetti var blevet tømt ud på vejen. Jeg ville bare være gået forbi uden at tøve, men da jeg så den våde og klistrede bunke bevæge sig, stivnede jeg totalt.
En gysen løb gennem min krop, mens jeg prøvede at forstå, hvad det var, jeg så. Den mærkelige «bunke» bevægede sig langsomt, men som en samlet enhed. Det var som om, den trak vejret som én krop, mens de tynde tråde indeni snoede sig ind i hinanden og hele tiden skiftede plads. Jeg mærkede en snert af kvalme og tog et skridt tilbage. Mens jeg fandt min telefon frem for at optage det uhyggelige syn, var der kun ét spørgsmål i mit hoved: Hvad i alverden kunne denne levende masse midt i min egen have være?
Jeg skyndte mig at søge på internettet. Da jeg skrev «levende væsen der ligner spaghetti, men bevæger sig», rystede resultaterne mig endnu mere. Det, jeg så, var hverken affald eller spildt mad; det var en gigantisk knude bestående af hundredvis af sammenfiltrede regnorme. Efter den kraftige regn var ormene løbet tør for ilt, og for at overleve var de stimlet sammen og havde dannet denne levende, bevægelige kugle lige foran mit vindue.
Da jeg kiggede på synet på asfalten igen, blev jeg fyldt med en ubeskrivelig kulde. At naturen kunne manifestere sig så tæt på mig, i så mærkelig og foruroligende en form, rystede mig virkelig. I det øjeblik forstod jeg, at selv de mest almindelige morgener kan gemme på scener, der giver én kuldegysninger og brænder sig fast i hukommelsen. Den levende knude af orme havde vist mig overlevelsesinstinktets mest mærkværdige og uæstetiske side.
Siden den morgen er jeg begyndt at kigge meget mere grundigt efter, hvor jeg træder, når jeg går ud i haven. For nogle gange kan man midt i hverdagens rutiner, og når man mindst venter det, støde på en overraskelse, der minder én om, at verden er meget anderledes – og nogle gange mere skræmmende – end den ser ud til. Nu kender jeg sandheden bag det spaghetti-lignende syn, og den viden har forvandlet en helt almindelig tur med skraldet til et uforglemmeligt og rædselsvækkende minde.