Den dag herskede der en usædvanlig spænding i familien, der trådte ind på politistationen. Mor og far virkede bekymrede, men det var deres lille datter på knap to år, Lærke, der tiltrak sig mest opmærksomhed. Med tårevædede øjne så hun ud til at bære hele verdens byrde på sine små skuldre; hun var ramt af en dyb sorg. Far gik hen til skranken med et undskyldende blik og forklarede betjenten, at hans datter havde grædt i flere dage og ikke ville falde til ro, før hun havde tilstået sin «forbrydelse» til en rigtig politimand.
Støjen på stationen forsvandt med ét, da den lille piges bævrende stemme lød. En sergent, der tilfældigt var til stede, satte sig på knæ for at være i øjenhøjde med hende og sagde med blid stemme: ”Jeg lytter, lille frøken. Du kan fortælle mig alt.” Lærke kiggede længe på betjentens uniform og skilt, før hun gennem hulkene satte ord på sin største frygt: ”Jeg har gjort noget meget slemt. Skal jeg i fængsel nu?”
Politibetjenten svarede med en alvorlig, men kærlig tone: ”Først må du fortælle mig, hvad der er sket.” Lærke kunne ikke holde det inde længere og råbte sin tilståelse ud: ”Jeg slog min lillebror over benet, og det var rigtig hårdt! Nu er der en blå plet. Min bror kommer til at dø, og det er helt min skyld! Snille, lad være med at komme mig i fængsel!” Ved denne uskyldige tilståelse stod alle betjentene på stationen stille et øjeblik, før varme smil bredte sig på deres ansigter.
Betjenten løftede forsigtigt den udmattede pige op og kiggede hende i øjnene. ”Hør her, min lille ven, ingen dør af et blåt mærke,” sagde han. ”Din bror bliver snart rask og får det helt godt igen. Men du må love mig aldrig at slå nogen igen, er vi enige?” Lærke tørrede sine øjne, næsten vantro over det hun hørte, og gav betjenten sit ord på, at hun aldrig ville gøre det igen.
Roen sænkede sig endelig over den lille pige, der hverken havde spist eller sovet i flere dage. Da hun forlod stationen i favnen på sine forældre, efterlod hun en gruppe smilende politifolk. Den dag kom ingen kriminel bag tremmer, men den største storm i et barns verden var blevet dæmpet af en betjents omsorg. Lærke vendte hjem – ikke blot med følelsen af frihed, men med den lethed, der følger, når en tung samvittighed bliver lettet.