Da fængslets tunge metalporte lukkede sig bag ham, begyndte der ikke blot et liv i frihed for den tidligere overlæge, men også et liv fyldt med usikkerhed. Selvom de mange år bag tremmer havde stjålet hans ungdom, var hans kirurgiske hænder stadig lige så dygtige som før. På en kold og våd vinterdag, mens han gik langs landevejen, så han en bil skride gennem autoværnet og styrte i åen. Uden tøven sprang han ud i det iskolde vand og formåede i sidste øjeblik at redde en desperat, gravid kvinde ud af det synkende køretøj.
Da de nåede ind til bredden, begyndte kvindens fødselsveer. Som tidligere læge greb han ind med fuld professionalisme; hverken årene i fængsel eller den bidende kulde kunne stoppe ham. Midt på vejen, i mudder og sne, kom et sundt barn til verden. Da ambulancen kom for at hente kvinden, råbte den taknemmelige mor en adresse til ham: ”Hvis du ikke har et sted at tage hen, så tag dertil! Nøglen ligger under stenen ved siden af verandaen.”
Da den tidligere læge, Erik, efter flere timers gang nåede frem til adressen, stivnede han over det syn, der mødte ham. Foran ham lå ikke en forladt hytte, men et storslået landsted, hvor tiden syntes at stå stille. Han fandt nøglen under den angivne sten og trådte indenfor, hvor hans overraskelse kun voksede; huset var skinnende rent, og alle møbler var nye og klar til brug. Det var, som om nogen i årevis havde ventet på hans ankomst, så perfekt var alt stillet frem.
Fem dage senere rullede en bil op foran døren. Det var kvinden, hvis liv han havde reddet. Hun trådte ind med sit barn i favnen og sagde: ”Dette var min families hjem. Siden jeg mistede dem, har jeg ikke kunnet få mig selv til at sætte mine fødder her. Huset stod klar, men det var tomt for liv.” Erik lyttede tavst, mens kvinden lagde en stak dokumenter og de rigtige nøgler på bordet. ”Hvis det ikke havde været for dig, ville hverken jeg eller min søn være i live. Dette hus er dit nu; ikke bare midlertidigt, men for altid.”
Da Erik spurgte hvorfor, var kvindens svar klart: ”Fordi du reddede os. Nu ønsker jeg ikke bare, at du overlever, men at du virkelig lever.” Manden, der i årevis var blevet udstødt af samfundet og havde mistet alt, genvandt gennem denne ene uselviske handling ikke blot et hjem, men også sin ære og troen på sit fag. Fra den dag af var huset ikke bare et ly, men et symbol på en genfødsel.