Vi havde været gift i fem år, og jeg vidste, at min mands første kone var død kort før, vi mødte hinanden. Fordi sorgen dengang var så frisk, spurgte jeg aldrig ind til detaljerne, men jeg bar altid på en mærkelig følelse af uro. Det føltes næsten, som om jeg skyldte hende en undskyldning, fordi jeg havde overtaget hendes plads. Derfor besluttede jeg mig for at besøge hendes grav, lægge en buket blomster og sige et stille farvel.
Min mand, Mads, var dog stærkt imod ideen. Hver gang jeg bragte emnet op, blev han vred eller skiftede hurtigt emne. Endnu mærkeligere var det, at han aldrig selv tog på kirkegården. Når jeg spurgte: «Savner du hende ikke?» eller «Skal vi tage derhen sammen?», gav han altid undvigende svar. Dette mysterium voksede sig til en nagende tvivl, og til sidst besluttede jeg mig for at tage afsted alene efter arbejde med en buket blomster, uden at sige det til ham.
I kirkegårdens stilhed gik jeg langsomt frem og undersøgte hver eneste sten, der bar min mands efternavn. Da jeg endelig nåede frem til familieafsnittet, stivnede jeg fuldstændig; blomsterne faldt ud af mine hænder og landede i græsset. Der var intet spor af den sørgelige historie, Mads havde fortalt mig i årevis. Intet gravminde over en første kone, intet navn, intet tegn… Det var blot et tomt stykke jord.
I det øjeblik følte jeg blodet forsvinde fra mine årer. Med bankende hjerte skyndte jeg mig hjem, gennemrodde i skjul vores papirer og stod pludselig ansigt til ansigt med den frygtelige sandhed: Den første kone var slet ikke død. Mads havde i årevis levet i to forskellige byer, med to forskellige familier. Han havde fortalt mig, at hun var død, blot fordi han ikke ville have, at jeg stillede spørgsmål ved hans fortid. Den anden kvinde anede intet om min eksistens; han styrede begge sider med et fejlfrit net af løgne.
Da Mads kom hjem den aften og forsøgte at kramme mig med sit falske smil, var jeg ikke længere den samme naive kvinde. Det var ikke kun blomsterne, jeg havde efterladt på kirkegården; i virkeligheden havde jeg begravet mit eget ægteskab, min tillid og hele den løgnagtige verden, vi havde bygget op. Jeg pakkede min taske og gik ud af døren uden at sige et ord. Det, jeg efterlod, var ikke en grav, men fem år af mit liv, der viste sig at være én stor løgn.